Optakt til 1. etape af Tourspillet

Cykelpodcasten “Det 3. Hjul” kommer her med et bud på, hvilke tanker, du skal gøre dig, og hvem der er interessante, når du skal sætte det bedste hold til 1. etape af Tourspillet 2019.

Under hele Tour de France vil Det 3. Hjul dagligt udkomme med aktuelle anbefalinger til Tourspillet på deres hjemmeside: det3hjul.dk/.

Optakten til 1. etape findes dog helt eksklusivt kun her i bloggen. Foruden optakter på hjemmesiden, udkommer Det 3. hjul dagligt med et podcast-afsnit, hvor de snakker om ruten og forventningerne til morgendagens etape, og afsnittet om 1. etape kan høres allerede nu! I afsnittet vender de tre værter også, hvad den bedste tilgang til Tourspillet er og forsøger sammen at sætte et hold til 1. etape.

Afsnittet kan findes i din podcast-app, på Spotify eller på iTunes. 

1. etape

Bruxelles i Belgien danner rammen om årets Grand Depart. Ligesom sidste år må rytterne vente med at tage enkeltstartscyklen i brug, da Touren begynder med en regulær etape. 1. etape starter og slutter i Bruxelles, og rytterne skal ud på 192 km, hvor de undervejs runder Charleroi, der er beliggende 60 km syd for den belgiske hovedstad. Finalen er ikke helt flad, da vejen med 700 meter igen og frem til 200 meter før mål stiger med 3-4%, men disse lave procenter bør ikke have den store betydning for etapens udfald. Det ligner med 99,9% sikkerhed en dag for feltets sprintere.

Hvad skal man tage højde for, når man skal sætte sit hold til første etape?

Du skal tænke tre etaper frem

Transfergebyret på 1 % betyder, at der skal tænkes på de efterfølgende etaper, når du sætter dit hold. På denne måde undgår du at bruge ”dumme” penge på køb af ryttere, som du med fordel allerede kunne have haft på dit hold fra start.

2. etape er en holdtidskørsel, hvor vi vurderer, at fem hold umiddelbart skiller sig ud i toppen. Vores bud på disse hold er Team Sunweb, Team INEOS, Team Jumbo-Visma, Mitchelton-Scott og Deceuninck – Quick Step (Bahrain Merida kan dog være en joker til en god placering). Det er derfor værd at overveje ryttere fra disse hold allerede til første etape.

Hvilke sprintere skal man satse på?

Vi kommer under hele Tour de France med anbefalinger af ryttere i fire kategorier – henholdsvis: ”Must haves”, ”Det gode sats”, ”Billigt fyld” og “Dagens joker” .

Dagens ”Must have”

Dylan Groenewegen (11,0 mio)

Det hollandske sprinterfænomen kommer til Touren med to friske sejre fra ZLM Tour. Han bør være selvskrevet på podiet til 1. etape, og samtidig kan man overveje at beholde ham til 2. etape, hvor Lotto-Jumbo har gode chancer for en top 3 placering. Hvis han snupper 1. etape og har den gule førertrøje, så kan det også tænkes, at han gør alt hvad han kan for at sidde med resten af holdet hjem til mål for at beholde den. Ellers har han til vane at blive sat inden mål i holdtidskørsler.

”Det gode sats”

Elia Viviani (10,5 mio)

Viviani  har ligesom Groenewegen fine muligheder for sejr på første etape og er ligeledes på et stærkt Quick Step-hold. Han har måske feltets bedste lead out, hvilket gør ham til en af de sikreste bud på en podieplacering. Ovenstående scenarie ved Groenewegen for 2. etape er identisk for Viviani.

Peter Sagan (11,0 mio)

Sagan er favorit til 3. etape, og hvis du samtidig tror på, at han kan køre på podiet på 1. etape, så kan det være en god idé at have ham allerede fra start, selvom der ikke er de store muligheder for vækst på holdtidskørslen. Man skal samtidig overveje, om man har lyst til at bruge 32,5 mio på den ovenstående trio. Så skal kræver det i hvert fald mange ryttere fra kategorien ”Det billige fyld”.

Michael Matthews (8,0 mio)

Et godt alternativ til Sagan kunne være Michael Matthews. Han er tre mio. billigere, hvilket giver lidt bedre mulighed for at lave et stærkere hold i bredden. Med lidt tur i den, så kan han godt køre en 5. plads hjem på første etape. Sunweb ligner et godt bud på en top 3 i holdtidskørslen, og samtidig er han en af favoritterne til 3. etape. Så måske ikke helt dumt at investere i Matthews, selvom han umiddelbart ikke er en af de største favoritter til 1. etape.

Caleb Ewan (9,5)

Den unge australske komet viste klassen på sidste etape af ZLM Tour, hvor han slog topfavoritten Groenewegen. Samtidig viste han i Giro d’Italia, at han efterhånden er en etableret del af verdenseliten, når det gælder spurten. Hvis han kan finde samme takter her i Touren, så skal han nok snuppe en sejr på et tidspunkt! Hvis man køber ham til første etape, så skal det være fordi, man tror, han slutter i top 2 på 1. etape eller har chancer på den kuperede afslutning på 3. etape, da han ikke giver noget vækst på 2. etape. 

Mike Teunissen (3,5 mio) eller Laurens De Plus (3,0 mio). Begge har gode muligheder for at give holdbonus fra Groenewegen på 1. etape, og samtidig er Lotto-Jumbo en af favoritterne på holdtidskørslen, hvor begge sagtens kan sidde med hjem til mål og derfor kan ende højt i klassementet.

”Det billige fyld”

  • Kasper Asgreen (3,5 mio) (holdkammerat),
  • Maximiliano Richeze (3,0 mio) (holdkammerat)
  • Jens Debusschere (3,5 mio) (sprinter)
  • Andrea Pasqualon (3,5 mio) (sprinter)
  • Patrick Bevin (3,0 mio) (mulighed for sprint)

Dagens Joker

Jasper Stuyven (4,5 mio). Får Stuyven lov at sprinte med af Trek, så virker han som et rigtig godt køb for pengene. Han tog for nylig en podieplads på en sprinteretape i Schweiz Rundt foran ryttere som Trentin, Matthews og Kristoff. Vi har dog desværre vores tvivl, da Trek virker til at være all in for Richie Porte. I hvertfald i indledningen af Tour de France – så må vi se om han ikke kan få en fri rolle sidst i løbet, hvis plan A fejler.

Du kan også høre, hvilke sprintere til første etape af Touren en tidligere vinder af Vueltaspillet anbefaler.

Vi håber, at du vil følge med på vores hjemmeside og lytte til vores optakter på podcast. Vi vil gøre vores bedste for at give dig lidt inspiration til din holdsammensætning undervejs i Touren og spillet. Hvis du er frisk på en lille dyst mod os, så synes vi, du skal tilmelde dig vores gruppespil med navnet: Det 3. Hjul – Podcast. Præmiepuljens vinder i Girospillet 2019 vandt ligeledes vores gruppespil, så niveauet er højt i gruppen, og alle er velkomne!

Held og lykke, og lad det så snart blive lørdag!

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *