![](https://blog.holdet.dk/wp-content/uploads/2019/07/Copy-of-Blog-header-pic..png)
Tidligere vinder: Overvej dette, når du sætter dit hold
31. juli 2019 Premier ManagerDen nye Premier Manager-sæson nærmer sig med hastige skridt. Hvad bør du tage højde for inden du sætter dit managerhold? Hvem bør du overveje, når først spillet er igang? Vi har fået svarene fra den tidligere vinder Niels Strøm Rødgaard.
Niels Strøm Rødgaard vandt Premier Manager-Efterår 2018. Han deler her ud af sin kolossale managerspil-viden og kommer med input til, hvad du bør overveje inden Premier Manager – Efterår 2019 begynder fredag den 9. august.
Kampprogrammet
Ifølge den tidligere vinder bør du først og fremmest orientere dig i kampprogrammet. Det er fuldstændig essentielt for at få en god samlet placering i spillet.
”Jeg kigger altid på kampprogrammet som det første. De fleste hold har på et eller andet tidspunkt en fordelagtig periode. Det handler derfor om at satse på de rigtige hold på de rigtige tidspunkter”, forklarer Niels Strøm.
Årsagen til denne fremsynethed skyldes ifølge den tidligere vinder, at man på denne måde kan spare meget transfergebyr.
”Ved at kigge nogle runder frem kan man begrænse antallet af transfers i længden. Generelt forsøger jeg at lave så få transfers som muligt, især blandt de dyre og mellemdyre spillere, mens jeg flittigt roterer blandt de billigste spillere. Alt dette kræver at man planlægger flere runder frem, som regel minimum 4-6 runder”, uddyber Niels Strøm.
Dette var ifølge den tidligere vinder en af de tungeste årsager til, at han vandt Premier Manager – Efterår 2018.
”Da jeg vandt spillet sidste år skyldtes det bl.a. at jeg satsede på få hold med gode kampprogrammer. Som regel er du afhængig af, at et af de mindre hold overrasker positivt og her er udfordringen at forudse, hvilke hold der formår det. I mit tilfælde var det West Ham, men det kræver selvfølgelig både dygtighed og en god portion held”, medgiver vinderen af Premier Manager Efterår 2018.
Forberedelse, forberedelse og forberedelse
Man siger, at eksamen er de flittige elevers fest. Det samme gælder for Holdets managerspil. Selvom held er en faktor, så hænger din placering som oftest sammen med din research og forberedelse. Dette er et faktum som den tidligere Premier Manager-vinder kan bakke op om, og derfor er hans research til sæsonstarten altid særdeles omfattende.
”Jeg ser alle Uniteds træningskampe, samt højdepunkter fra de andre klubbers træningskampe. Derudover sørger jeg altid for, at læse om alle kampene, som de større hold spiller. Så ved jeg, hvor mange minutter de forskellige spillere har spillet. På den måde kan jeg vurdere hvilke spillere, der kommer til at starte inde, når sæsonen går igang. Mit primære redskab til manager research er som regel engelske hjemmesider, der fokuserer på Premier League”, fortæller Niels Strøm, der til dagligt er fodboldtræner for Serie 1 holdet IF Føroyar.
Copa America og Africa Cup of Nations
Selvom vinderne af de sydamerikanske mesterskaber og de afrikanske mesterskaber for længst er fundet, så kan turneringerne stadigvæk påvirke din Premier Manager-start. Flere spillere, som var med, er først kommet sent tilbage til deres respektive klubber, og det skal man som manager være opmærksom på, ifølge den tidligere vinder Niels Strøm.
”Der er en del profiler, der har spillet enten Copa America eller African Cup of Nations i løbet af sommeren. De må forventes at starte ude eller få begrænset med spilletid fra start af. Man skal derfor passe på med, at købe dem allerede fra første runde af”, fortæller Niels Strøm og fortsætter:
“Jeg gætter på, at der både hos Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester United og Tottenham kommer til at være billige spillere, som starter inde. De kan derved blive et godt køb.”
Den første runde
Fredag d. 9. august ruller Premier Manager-bolden igen, og den gode start er særdeles vigtig. Den tidligere vinder er ikke i tvivl om, hvor han bruger sine penge fra start.
”Jeg forventer en masse jævnbyrdige kampe i første runde, men det er alligevel svært at komme udenom Liverpool og Tottenham, der møder de to oprykkere hhv. Aston Villa og Norwich. Selvom oprykkere traditionelt set plejer at komme godt fra start i Premier League, så er det som regel i deres første hjemmekamp. Jeg tror på klare sejre til både Liverpool og Tottenham”, fortæller Niels Strøm, som udover managerspil og fodboldtræner studerer Historie og Samfundsfag.
Når dette er sagt, er den tidligere vinder klar over, at det kan blive svært at få råd til spillere kun fra “The Big Six”. Skal man derfor prøve noget andet, kunne det eksempelvis være hos et andet Liverpool-hold.
”Hvis man kun kigger på kampprogrammet, så er det Everton, der har det bedste program til at starte med. Personligt synes jeg dog stadig de mangler 1-2 gode indkøb før, at jeg tør regne med dem. Hvis de køber en klasseangriber inden 8. august, så satser jeg nok lidt på dem,” fortæller Niels Strøm, inden han kommer med flere konkrete bud på, hvem der skal med på hans managerhold.
Gode spillerkøb
”Jeg må erkende, at Mohamed Salah (10,5 mio.) er umulig at komme udenom. Han spiller på et fantastisk hold, der vinder mange kampe, og som altid er i stand til at score mange mål. Derudover bliver han sjældent sparet, er sjældent skadet og han sparker ofte straffe. Hans deltagelse i African Cup of Nations gør dog, at jeg ikke forventer en stærk start fra ham”, fortæller Niels Strøm, som også har alternativet klar.
”Er Mo Salah ikke klar fra sæsonstart er Harry Kane (8,5 mio.) en værdig afløser. Han spiller på et hold, der laver mange mål, han laver selv mange mål og er sikker straffesparksskytte”, fortsætter Niels Strøm.
Derudover er det svært at komme udenom Kanes Sydkoreanske kollega, hvis man spørger den tidligere Premier Manager-vinder. Niels Strøm venter samtidig også gennembrud til en række Chelsea-talenter i denne sæson.
”I angrebet er det også svært at komme udenom Heung-Min Son (5,5 mio.) i forhold til prisen. Samtidig bliver det også spændende at se om en af angriberne hos Chelsea formår at spille sig til en fast plads, da de alle er billige. Callum Hudson-Odoi ( 3 mio.) bliver især interessant at følge senere i sæsonen”, forklarer den vidende Holdet-manager.
Midtbanen
På midtbanen er det også en mand fra Chelsea, som Niels Strøm nævner grundet hans lave pris.
”På midtbanen har jeg høje forventninger til Christian Pulisic (5 mio.) ift. hans pris, men det er af forskellige årsager et sats. Prisen på Dele Alli (5 mio.) er blevet en del lavere end sidste sæson, og han får en mere offensiv rolle i denne sæson. Han kommer i hvert fald til at være meget motiveret efter en skadesplaget og uheldig sidste sæson”, forklarer Niels Strøm.
Forsvaret
I forsvaret har Niels Strøm også et bud på hvilke spillere han kigger særligt på, og her er det igen top seks-holdene, som er i fokus.
”I forsvaret kan Joe Gomez (3 mio.) og Harry Maguire (3 mio.) potentielt blive gode til prisen, Jeg er også spændt på at se om Serge Aurier (2,5 mio.) kan sætte sig fast på højre back efter salget af Kieran Trippier hos Tottenham. Arsenal kommer sandsynligvis til at gøre brug af billige Calum Chambers (3 mio.) og muligvis Rob Holding (2 mio.), når han vender tilbage, men deres defensiv er desværre tvivlsom. Yerry Mina (3 mio.) hos Everton kan også vise sig at være rigtig god til prisen. I Chelsea er Antonio Rudiger skadet, så deres situation i midterforsvaret er også værd at følge med i.” konkluderer manager Hall of Famer, Niels Strøm.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *