Guldnålen #28: FCM og SIF viser vejen i kvalifikationsspillet
31. marts 2023 Super ManagerSuperligaen er delt i to, og ingen af de to jyske forhåndsfavoritter til top-6 FC, Midtjylland og Silkeborg, klarede sig med i den øverste halvdel. Netop FCM og SIF mødes først i runde ti i spillet, hvilket vil sige hele fem runder frem. Derfor er det oplagt at købe spillere fra netop disse to klubber.
På Førsteholdet skifter vi Elias Jelert (FCK) ud, da han har karantæne til den kommende kamp mod FC Nordsjælland. Dette giver plads i forsvaret til Oliver Sonne fra Silkeborg, som er en del billigere end back-kollegaen på den anden side Lukas Engel.
Vi forventer os et fint offensivt output fra Sonne i kvalifikationsspillet, hvor SIF vil være favoritter i ca. syv af de ti kampe og gerne vil spille seværdigt og offensiv fodbold.
Til den seneste runde skiftede vi Frederik Gytkjær ind i håbet om, at Lyngby ville få et fornuftigt program i starten af kvalifikationsspillet. Dette må desværre siges ikke at være tilfældet.
FCM med defensivt udtryk?
I runde seks får Lyngby besøg af netop Silkeborg og skal efterfølgende en tur til heden og besøge FCM. Her kan man spørge sig selv, om ikke Lyngby kan gentage den stærke præstation fra blot et par uger tilbage, hvor de kongeblå vandt 3-1 på MCH Arena? Vi tror det ikke, da FCM med Thomas Thomasberg ved roret får et langt mere defensivt udtryk og kommer til at spille på længere pasninger med mindre risiko.
Derfor er vores vurdering ret klar. Ind med både FCM- og SIF-spillere, der hvor du kan finde plads i budgettet!
Og netop dette gør vi også, når vi skal erstatte Gytkjær. Ind kommer varme Tonni Adamsen (SIF), som vi forventer at holde fast på i resten af spillet med mindre der kommer skader eller karantæner i vejen.
I forsvaret hænger vi lidt fast i Lucas Hey fra Lyngby, da der ikke er mange startere til hans lave pris. Vores dyre indkøb i angrebet (Daramy, Ohi og Adamsen) presser vores budget i de resterende kæder.
Vi holder dog et åbent øje med FCMs start-11 fredag aften for at se, om der kan være nogle billige spillere som erstatning. Følg med på vores Facebook-side, hvor vi lægger den endelige start-11 ud senest fredag kl. 18.15.
Lyt og bliv klogere på Guldnålens anbefalinger her:
I denne uge falder kaptajnvalget igen på Daramy (FCK) og argumenterne er ikke svære at grave frem. Han er spillets mest vækstende spiller og den første til at runde én million i vækst. Han har tegnet sig for fire mål og to assist i løbet af de første fem kampe. Dertil kan man lægge, at FCK er rundens største favorit, når de hjemme tager imod FCN.
Skader, karantæner og en bumlet start på sæsonen for FCM gør, at Junior Brumado blot er ejet af 0,7% i spillet. Det er uhørt lavt, når vi taler om førstevalget på 9’er-positionen for FCM. Med Thomasberg ved roret er det vores vurdering, at FCM i højere grad vil spille med mange indlæg og her vil Brumado få en nøglerolle.
I en runde hvor mange vil kigge mod FCK, FCM og Silkeborg vurderer vi, at der kan være rigtig god værdi og varians at hente ved at rette blikket mod ellers formsvage Horsens. Her har Moses Opondo haft en fornuftig start på foråret, hvor det er blevet til ét mål og én assist i hans første fem optrædener. Horsens møder bundproppen AaB på hjemmebane.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *