Fra superstjerner til skjulte perler: Lyden af La Liga’s start 11’er
20. december 2024 La Liga ManagerJonas og Paulo fra Lyden af La Liga er dykket ned i forårsprogrammet, hvorfra de har sat deres hold til La Liga Manager – Forår 2025. Der er både blevet plads til store kanoner og mindre kanoner.
I et forår, der ser ud til at byde på et drabeligt slagsmål om mesterskabet mellem FC Barcelona, Real Madrid og Atlético, prøver jeg at finde plads til både Mbappé og Yamal i mit bud på et hold i La Liga Manager Forår 2025, der kan præstere foråret igennem.
I Lyden af La Ligas halvvejsevaluering bad jeg Paulo om at komme med et sikkert og et friskt bud på spillere til holdet.
Hans to bud har jeg fundet plads til. Selv har jeg været godt nede i bunden af listen for at finansiere mit eklatante overforbrug i angrebet. Men dernede i dyndet fandt jeg spændende ting til La Liga Manager.
Lyden af La Liga’s tips
Den erfarne hollænder kom lidt ind ad bagdøren for at erstatte sidste sæsons hotshot Álvaro Vallés, der nu er frosset ude efter et mislykket sommerskifte. Det har han gjort i stil med vanlig ro i udspillet og højt bundniveau. Las Palmas er inde i en stødt opadgående kurve under Diego Martínez, så han er et solidt og billigt valg til målmandsposten.
På pris/output-skalaen nærmest den største nobrainer af mine anbefalinger. Højrebacken sprudlede især i starten af sæsonen og har leveret fem mål og to oplæg. Gode tal for en forsvarsspiller, der tilmed er ret billig. Celta er dykket lidt på det seneste, men jeg er overbevist om, at de finder tilbage på sporet. Og her er Mingueza en central figur.
Et lille sats, men Boiro er billig og udfordrer pt Yuri om spilletiden som Athletics venstreback. Selv hvis han skulle tabe terræn der, bør der tilfalde La Liga-spilletid til manden, der blev fisket fra Osasunas B-hold sidste vinter, da Athletic går et travlt forår med fire turneringer i møde med håbet om at vinde Europa League på hjemmebane.
Gutiérrez’ sensationelle sæson 23/24 var ikke en enlig svale. Mens Girona har fundet et mere menneskeligt niveau, er venstrebacken fortsat ufortrødent. Han er en af de mest chanceskabende i de fem store ligaer. Med Girona ude af Champions League snart, kan der komme endnu mere slutprodukt på i La Liga for Gutiérrez. For Girona … eller Real Madrid.
Mit største sats, men til kun 2 millioner. I sommers blev et udlån stoppet i sidste øjeblik, da Bueno havde imponeret i forsæsonen. Han blev lovet spilletid, men det har ladet vente på sig. For nylig kom de første tegn på gennembrud, da han spillede og scorede sejrsmålet i Jesús Navas’ afskedskamp på hjemmebanen. Et tegn fra oven? Hvorfor ikke!
Jeg synes, det har været længe undervejs. Men nu begynder jeg at forstå, hvorfor Barrios har fået så stor tiltro fra Simeone. Han har efterhånden skubbet Koke på bænken og skabt et mere dynamisk bånd med Gallagher og De Paul, som har klædt Atléticos offensiv. Til 3,5 millioner tør jeg godt håbe på lidt flere målinvolveringer fra den unge herre.
Sæsonens helt store gennembrud i La Liga hidtil. Og nok er han ikke den store målmaskine, om end han har leveret tre oplæg og bidrager fint til Barcas offensive spil. Til gengæld ligner han en uomgængelig mand, når Flick skal sætte holdkortet, og det har sin værdi til den lave pris, man kan anskaffe ham til. Og han er ingen Busquets i ufarlighed.
Paulos ene anbefaling. Og en god en. Gil har stille og roligt spillet sig i gang for Girona, hvor han har skulle løfte en stor arv efter Savio. Og der er en grund til, at han var med det spanske landshold senest. Han kan altid blive farlig med sine snævre driblinger, og mon ikke de fem målinvolveringer som minimum bliver fordoblet i foråret.
Paulos anden anbefaling – helt i tråd med min egen fornemmelse af, at den værste indkøring er ved at være overstået for Mbappé. Ancelotti har hans ryg, og det har vist sin værdi for mange store spillere igennem tiden. Efter et svært forår kommer vi til at se den bedste version af Mbappé og Real Madrid i foråret. Det kommer til at kaste mål af sig!
Man så, hvor vigtig Yamal er, da han ikke længere var der. Det indledte Barcas nuværende formkrise. Han har selv døjet lidt med at komme op i gear efter tilbagekomsten, men når forårsspillet går i gang, bør han være tilbage. Og så konkurrerer han med Lewandowski, Mbappé, Vinicius og Griezmann om at være La Ligas bedste og mest afgørende spiller.
Havde nogen i sommers sagt, at jeg ville anbefale belgieren i december, havde jeg leet åbenlyst. Men Lukebakio er simpelthen blevet Sevillas offensive es #1. Han er konstant farlig, når han trækker ind fra sin højreside, og de syv hidtidige fuldtræffere skal nok blive fulgt op i et forår, jeg har en fornemmelse af kan blive spændende for Sevilla.
Lyden af La Liga’s start 11’er
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *