Matti Breschel’s managerhold: Går all-in på enkeltstarten
28. juni 2022 TourspilletSportsdirektør og cykelspilproducent Matti Breschel har sat sit managerhold til Tour de France. Se hvem EF Education Easypost’s chefen vælger her.
Det er med en vis form for usikkerhed, at jeg skriver dette. For inden for den sidste måned, er der sket en Covid-eksplosion i det professionelle felt. Flere favoritter har været smittet og det er svært at spå om, hvor store konsekvenser det har for rytternes form eller deltagelse.
Favoritterne
Den helt store favorit er selvfølgelig den tidligere dobbelte vinder, Tadej Pogacar (11.5 mio.), men Jumbo Visma’s frygtindgydende hold, med den dansk/slovenske duo, Primoz Roglic (11 mio.) og Jonas Vingegård (10.5 mio), ånder ham i nakken. Jonas har udviklet sig til en af de bedste etapeløbs ryttere i verden og han er klar.
Hans holdkammerat står stærkere i det interne hierarki, selvom Jumbo beskytter begge ryttere fra start. Jeg tror dog at Jonas klarer brostene på 5. etape til Arenberg bedre end Roglic og allerede inden rytterne rammer Alperne i anden uge, vil man se mange favoritter der har tabt tid.
Kampen om trøjerne
Én der meget vel kunne have tabt tid er canadiske Michael Woods (7 mio.), som jeg tror vil gå efter den prikkede bjergtrøje. Det kan også være Giulio Ciccone (7 mio.), hvis han kan holde koncentrationen. I kampen om den grønne pointtrøje trøje, er Mads Pedersen (9.5 mio.) mit bedste bud. Han er sit livs form og mere solid end sine konkurrenter, hvoraf den største nok må være Fabio Jacobsen (11 mio.) og selvfølgelig Wout Van Aert (11 mio.).
Enkeltstarten
Favoritterne til enkeltstarterne bliver som altid en blanding af specialister og klassements ryttere. Italienske Fillipo Ganna (9.5 mio.) og belgiske Wout van Aert er de største favoritter i København – og så må man aldrig glemme Schweizeren Stefan Kung (7 mio.), der kørte uhyggeligt stærkt i Schweiz rundt. Dog tror jeg at hans store vægttab gør, at han først slår til på 20. etape, som er den sidste enkeltstart.
Et par outsidere kunne være Mattia Cattaneo (5.5 mio.) – som Veloropa også har et godt øje til – eller den unge temporytter, Stefan Bissegger (7 mio.), som længe har satset på at nappe den gule trøje på første etape.
Udbrudskongerne
I forhold til årets udbrudskonger, må det blive Ruben Guerreiro (5 mio.), Magnus Cort (7 mio.), Lennart Kamna (5.5 mio.), Peter Sagan (7.5 mio.) og Ben O’Connor (7.5 mio.). De står alle sammen skarpt, og jeg tror ikke der vil køre et udbrud hjem, uden det indeholder mindst en af disse lykkeriddere.
Matti’s managerhold
På mit hold til første etape har jeg fokuseret på at ramme så mange i top 15 som muligt. Jeg tror, at vinderen i København kommer til at beholde den gule trøje nogle dage. Derfor tror jeg dette er den bedste taktik. Jeg ville gerne have haft råd til Mads Pedersen, da jeg tror han kan gøre det godt på enkeltstarten og måske vinde 2. og 3. etape, men jeg har i stedet valgt at prioriterer mine egne drenge fra EF Education.
Wout van Aert og Filippo Ganna er som nævnt de største favoritter til at tage trøjen på første etape, så de er selvskrevet til holdet. Herefter er der en skov af ryttere der kommer til at kæmpe om de efterfølgende placeringer.
Jeg har valgt at gå med Bissegger, Cort og Cattaneo. Følgende stod også på min ønskeliste, men de blev for dyre: Roglic, Pogacar, Vingegaard, Van der Poel (11 mio.), Mads Pedersen, Alexey Lutsenko (7.5 mio.), Stefan Küng og Kasper Asgreen (7 mio.).
Hvis du tror, at du kan slå ovenstående hold, så meld dig ind i Pro Cycling Quiz Dysten, hvor du kan dyste mod Matti Breschel.
De billige
Som ”billigt fyld” har jeg valgt Yves Lampaert (3.5 mio.) og Jan Tratnik (3.5 mio.), der er nyslået national mester i enkeltstart. Som outsider har jeg taget den unge, lynhurtige Fred Wright (3 mio.), som måske kan hive et resultat op af hatten, inden han bliver kanonføde for det stærke Bahrain-hold.
I samme billige kategori kunne man også have valgt folk som Maximilian Walcheid (4.5 mio.), Benjamin Thomas (3.5 mio.), Maciej Bodnar (3 mio.), Luke Durbridge (3.5 mio.) og Bob Jungels (4 mio.).
Få flere tips og optakter til Tour de France managerspillene.
Hvem kørte flest dage i gult i Tour de France 2019?
Det er et af de mange spørgsmål, som du kan støde på i det nye cykel brætspil, Pro Cycling Quiz, som Matti Breschel står bag.
Spillet er henvendt til cykelentusiaster, der følger med i professionel cykling året rundt. Du bliver udfordret i din cykelviden indenfor både resultater, rytternes kælenavne, cykelproducenter, løbsgeografi og udstyr. Men også opleve den historierigdom og alle de anekdoter der gemmer sig bag de vidunderlige cykelløb.
Spillet koster 399 kr. og du kan læse mere om spillet og bestille det på: Pro Cycling Quiz – og du kan også få en forsmag på spørgsmålene via deres Instagram-side.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *