Den fjerde vinder i Miami: Er det Piastri’s tur til at stå øverst på podiet?

McLaren er brandvarme, Verstappen uundgåelig – og Miami kan blive et nyt vendepunkt. Få overblik over formkurver, fælder og de bedste køb til 6. runde i Motor Manager.

Der venter en særdeles spændende runde, når vi krydser Atlanten og gør klar til endnu en sprintweekend i USA. Miami var nemlig vendepunktet for McLaren sidste år – det var her, holdet for alvor trådte i karakter. Og sjovt nok var det også her, Lando Norris sikrede sig sin første sejr – præcis ét år siden.

Meget tyder på, at Norris igen kan være med helt fremme… men jeg har på fornemmelsen, at det i år er en anden McLaren-kører, der ender øverst på podiet.

Hvordan forløb triple headeren?

Det gik egentlig meget som forventet: McLaren har været det stærkeste hold over de seneste tre løb – men man slipper altså aldrig helt af med den snu hollænder Verstappen.

I Japan overraskede han alle ved at tage pole med en formidabel omgang – og på Suzukas snævre layout kunne ingen komme forbi ham i løbet.

I Bahrain var det dog en anden historie. Her satte Piastri sig solidt på pole, med både Norris og Verstappen et stykke efter. Det gav tydeligvis et selvtillidsboost til den unge australier, som leverede et fuldstændigt fejlfrit løb fra start til slut.

Den stærke form tog han med til Jeddah, hvor McLaren lignede et hold i total kontrol. Norris skuffede dog igen, da det gjaldt – ude allerede i Q3’s første omgang.

Skift ud på dit managerhold her.

Til gengæld blev det en hæsblæsende kvalifikation mellem Piastri og Verstappen: Kun 0,001 sekund skilte dem på første omgang – og Verstappen endte med at tage pole med blot 0,010 sekunds forspring. I løbet forsøgte Verstappen sig med en lettere tvivlsom overhaling i sving 1, som kostede ham en 5 sekunders straf. Det blev afgørende, da han efter pitstoppet måtte afgive føringen.

Men det siger meget om Verstappens tilgang: Han vidste godt, at hvis Piastri først kom foran, så var løbet (bogstaveligt talt) kørt. Hans eneste chance var at føre fra første omgang – også selvom det betød en straf.

Målstregen i Miami 

Nu gælder det så 57 omgange rundt om Hard Rock Stadium på Miami International Autodrome, der ligger asfalt til 6. runde af Motor Manager.

Det er kun fjerde gang, at Formel 1 feltet kører på Miami-banen – og to gange har Max Verstappen vundet (2022 og 2023) og senest vandt Lando Norris (2024). Hvem mon vinder i 2025?

Her er tre kørertips til runde 6

Enableren: Yuki Tsunoda (4.3 mio.)

Tsunodas weekend endte desværre tidligt, da Gasly forsøgte en lidt for optimistisk overhaling, og begge endte i muren. Alligevel mener jeg, at Tsunoda fortsat er et stærkt valg – især til prisen. Hvis han snart kan holde sig til en stabil top 6-7 placering, er der for meget risiko i ikke at have ham på holdet.

Den sikre: George Russell (9.5 mio.) 

Han flyver lidt under radaren – kun ejet af 16 %, selvom han er den 4. mest tilføjede kører lige nu. Russell har sniget sig i top 5 i alle løb indtil videre, og han har stået på podiet i tre af dem. Hvis budgettet tillader det, er han et virkelig stærkt og stabilt valg.

Kaptajnen: Oscar Piastri (9.3 mio.)

Jeg kan ærligt talt ikke længere finde gode argumenter for at vælge Norris som kaptajn over Piastri. Gang på gang viser Piastri, at han kan holde hovedet koldt under pres – uanset om det kommer fra Verstappen eller andre.

Bare se hans overhaling på Hamilton seneste Grand Prix: Han vidste, at det skulle gå stærkt – og han tøvede ikke ét sekund. Norris derimod brugte flere omgange på at komme forbi samme kører.

I kvalifikationen er Piastri også i klart bedre form lige nu. For mig er han en “no brainer” som kaptajn.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *