SerieAbold.dk: Sådan kommer du godt fra start!

Står det til Emil Eire, er vejen til en formidabel start på Serie A Manager – Efterår 2022 ganske simpel. Køb tungt ind på de store navne fra start og find billige løsninger hos storklubbernes nyindkøb. 

Det er endelig blevet tid til at sparke en ny Serie A-sæson igang! Når det går løs på lørdag, den 13. august, er det ikke uden tvivl og spekulation for de fleste managers. Vi har derfor allieret os med Emil Eire, der har givet sit svar på en start 11’er til runde 1 af Serie A Manager. Denne startopstilling kan forhåbentligt inspirere dig til at få de sidste detaljer på plads.

Emil betegner sig selv som “Serie A-ekspert” og “livslang manager-spiller”, og som stifter af Serie A-siden Serieabold.dk er det med stor indsigt i ligaen, at de 11 spillere er udvalgt. Han fokuserer blandt andet på at skabe plads til dyre langsigtede spillere. Det gør han ved at investere i billige ‘enablere’ med offensiv appel.

Emil Eires 11 udvalgte

Målmand
Wojciech Szczesny
Juventus
6.000.000
vs. Sassuolo

Allegri står stadig ved roret i Juve, og det er almindeligvis lig med mange clean sheets. Holdet skuffede i fjor, men alligevel var deres defensiv ligaens fjerde bedste. Det forventes, at mængden af clean sheets vil overgå sidste sæsons antal. Polakken er i øvrigt stærk foran straffesparkspletten, hvor han har nappet 12 ud af 35 forsøg i Serie A.

Forsvar
Bremer
Juventus
3.000.000
vs. Sassuolo

Vi bliver hos Den Gamle Dames barrikaderede bagkæde. Bremer er ny mand på blokken efter en fænomenal sæson hos Torino, der takket være den bomstærke brasilianer holdte fin stand bagved. Han burde være sikret en fast plads, hvilket gør hans pris på sølle 3 millioner iøjnefaldende. 11 liga-mål står Bremer i øvrigt noteret for de seneste tre sæsoner.

Forsvar
Leonardo Spinazzola
Roma
3.102.000
vs. Cremonese

Ingen italiensk klub har oprustet sig som Roma denne sommer, der ud over navne som Dybala og Wijnaldum ser frem til en anden slags nyerhvervelse – nemlig Spinazzola. Wingbacken hentes fra skadeslisten, hvor han tilbragte det meste af 21/22, men han er atter fit for fight. “Spina” er offensivt indstillet, og så er hans pris sat for lavt. Must have!

Forsvar
Igor Julio
Fiorentina
2.995.000
vs. Empoli

Fiorentina ser spændende ud i år, og deres indledende kampprogram inviterer kun yderligere til at starte ud i lilla. Igor minder på mange måder ikke så lidt om Bremer, hvilket blandt andet gælder for duoens faste startplads og gunstige pris. En stor sæson er spået for den 24-årige stopper, der udlevede et iøjnefaldende gennembrud i 21/22.

Midtbane
Nicolo Zaniolo
Roma
4.062.000
vs. Cremonese

Zaniolo bliver ud fra alt at dømme på Olimpico sommeren over, hvor han vil bygge på sidste sæsons opløftende takter. Med stort gå-på-mod var han blandt romernes mest markante spillere i fjor, også selvom spillerens slutprodukt ofte haltede. Kreatøren står foran en vigtig sæson; han skal blive mere kampafgørende. Spændende spiller – og pris!

Midtbane
Riccardo Sottil
Fiorentina
2.616.000
vs. Empoli

Fiorentina lægger blødt ud med Cremonese (H) og generøse Empoli (U), og i den forbindelse forkæles vi med lidt af et kup. Sottil er inde omkring La Violas XI, og så har han glødet i sæsonens indledende træningskampe. Sottil er en underholdende aktør, lynhurtig og indædt, og så disker han også op med både mål og assists fra tid til anden.

Midtbane
Hakan Calhanoglu
Inter
6.054.000
vs. Spezia

‘Calha’ var blandt Støvlelandets største stjerner i efteråret 21. Siden gik han lidt i stå, men kunne alligevel noteres for karrierens mest lønsomme sæson. Syv Serie A-kasser, 12 assists og nu lurer lignende bedrifter i kulissen. Han er for Inter en fast del af konstellationen med Brozovic og Barella og den spiller med mest offensiv frihed.

Midtbane
Kristjan Asllani
Inter
2.495.000
vs. Spezia

Den 20-årige albaner tilbragte sidste sæson i maskinrummet for Empoli, og han er nu at finde i Inter, der hentede ham dyrt. Som type minder han lidt om Brozovic; pasningssikker, barsk, men teknisk. Asllani har brilleret i pre-season, men kæmper med Gagliardini om rollen som midtbane back-up. Her er tale om en kalkuleret risiko.

Angreb
Romelu Lukaku
Inter
8.189.000
vs. Spezia

Lukaku er tilbage i italiensk fodbold! Der er mange meninger om belgieren, men han laver altså mål i Italien, og hvorfor skulle det ikke også fortsætte sådan? 47 mål blev det til bare i Serie A, i de to sæsoner ‘Big Rom’ senest var i Inter. Han kan fortsat se frem til support fra profiler som Lautaro, Calhanoglu og Barella.

Angreb
Tammy Abraham
Roma
7.052.000
vs. Cremonese

Han var fænomenal i sin første sæson i Italien. 27 mål i 53 kampe, 17 af dem i Serie A, samt en xG90 på 0,61 og en xA90 på 0,13. Spidsen snittede 2,85 afslutninger per kamp, og sparkede tre af Romas fem seneste straffespark – alle i netmaskerne. Ankomsten af Dybala synes i øvrigt perfekt for en type som Abraham. Jeg stiger tidligt på toget.

Angreb
Ante Rebic
AC Milan
5.306.000
vs. Atalanta

En AC Milan-spiller er obligatorisk ovenpå en sæson som den i fjor. Rebic var ikke afgørende i mesterskabssæsonen, hvilket primært skyldtes skader. Men han har altså rig kredit tilbage efter sine første to år i Milan, der bragte 22 Serie A-mål. Han har virket klar i pre-season, og prisen er lav for en målgarant angriber, der forventes spilletid.

I dybden med calcio

Emil Eires hjerte banker for fodbold! I et tidligere interview beskrev han, hvorfor det netop er Serie A, som han har kastet sin kærlighed efter.

“Jeg er betaget af fans, og den enhed og kulisse man kan skabe sammen på en tribune, og der er italiensk fankultur bare bedst. Efter min mening. Derudover over er Italien et tiltrækkende land fuld af kontraster med et lidenskabeligt og lige så forførende folk.”

Udover at bruge tid på sin Serie A-interesse starter Emil til september på Journalistskolen i Odense. Her venter nye udfordringer og ikke mindst en gylden mulighed for, at han kan komme endnu mere i dybden med sin fodboldpassion.

“Jeg har set og dyrket fodbold meget; hidtil har jeg opereret mest i fodboldverdenens tabloide afkroge, og i fremtiden vil jeg få mulighed for at trække større linjer ud af sporten, hvilket jeg synes er interessant. Ligesom det kan være det, at gå den stik modsatte vej, hvor man zoomer ind på en enkel mursten, eksempelvis én unik fanscene hos en Serie B klub.

Det kræver ikke desto mindre indsigt og erfaring, og det glæder jeg mig til at få. Forhåbentlig gennem mere nyt indhold på SerieAbold.dk, men også på uddannelsen på SDU og ikke mindst gennem et studiejob på TV2, hvor jeg glæder mig til at starte op.”

Følg med i Emils fodboldeventyr på Twitter og Seriabold.dk, og hold dig opdateret på vores ugentlige Serie A-optakter her på siden.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *