Talknuser: Er dine handler pengene værd?

Hver runde har sine fristelser. Ofte byder flere spillere sig til, som spændende tilføjelser til dit hold. Mange managers går dog direkte i transferfælden med dårlige handler. I denne blog kigger vi på matematikken bag spillerhandlen.

Med pointsystemet, en lommerregner og detaljeret statistikker fra de seneste fire udgaver af Premier Manager ved hånden forsøger vi at finde svaret på, hvordan man mestrer spillerhandlen.

Pris vs. profit: Hvad skal en spiller præstere?

Når man vælger at investere i nye kræfter på sit hold, må man forvente, at de som minimum indtjener det transfergebyr, som de koster at erhverve. Det vil sige at en spiller til eksempelvis 7 millioner koster dig 70.000 at få ind på holdet.

Spørgsmålet er så, hvad det kræver at indtjene transfergebyret. Transferfælden rammer ofte hårdest, når man køber en spiller og sælger vedkommende igen runden efter. Derfor vil jeg her tage udgangspunkt i, hvad en spiller i så fald skal præstere den ene runde.

En markspiller til 7.000.000 skal på hjemmebane eksempelvis være på banen og vinde kampen med mindst fire overskydende mål for blot at indtjene sit transfergebyr. Skulle kampen ende uafgjort, vil selv en assist til vedkommende, ikke være tilstrækkeligt.

7.000.000 er naturligvis i den høje ende. Tager vi udgangspunkt i en spiller til 3.000.000 ser regnestykket straks anderledes ud. I sådan et tilfælde vil selv en smal sejr betyde en positiv bundlinje. I de fleste tilfælde vil selv et nederlag krydret med en assist, redde transfergebyret hjem igen.

Skud på mål og gule/røde kort kan naturligvis påvirke regnestykket en smule. Du kan se de nærmere detaljer i pointsystemet.

Grundlæggende vidner det dog om:

at desto kortere du planlægger at have en spiller, desto billigere bør vedkommende være.

Den gennemsnitlige spiller

Det er værd at bemærke, at mens transfergebyret er på 1 %, er den gennemsnitlige prisudvikling for alle spillere kun på 0.57 % per runde. Svarende til en gns. vækst på hhv 17.100 og 39.900 per runde for spillere til 3.000.000 og 7.000.000. På papiret kan det altså slet ikke betale sig at handle.

Dette er dog naturligvis ikke rigtigt, da nogle kampe er mere fordelagtige end andre. Leicester-spillere har eksempelvis større chance for at vækste mere i en hjemmekamp mod Cardiff end ude mod Manchester City. Ligeledes er der spillere, der næsten permanent sidder på bænken og derfor aldrig vil være relevante. Alt dette afspejledes ikke i den gennemsnitlige vækstudvikling.

Tallene minder os dog om, det som flere nok har erfaret, at man skal være mere påpasselig med shoppe dyre spillere ind og ud af sit hold fra runde til runde.

Så meget vækster de bedste

Vil man helt til tops er det dog ikke nok at ens spillere blot indtjener sit transfergebyr – eller scorer mere end 0.57 %. Langt de fleste managers præsterer da også at gå i plus hver runde, men hvad kræver det at være med helt fremme?

Kigger vi på de seneste fire udgaver af Premier Manager har de ti bedste hold i gennemsnit haft vækst på 1,86 % per runde svarende til mindst 1.000.000 i vækst i stort set alle runder – og det er for at slutte i top 10 i hele spillet. Tæller vi kaptajnbonussen med som en 12. spiller (da anførerbonussen er på 100 %), vil det sige at hver spiller på ens hold i gennemsnit skal vækste 1,65 % per runde UDOVER det transfergebyr spilleren måtte koste dig.

Til sammenligning vækstede de 10 bedste spillere til prisen i gennemsnit 1,78 % per runde.

           

Så nu ved vi altså at de ti bedste hold steg med 1.86 % i snit. Hvis man overfører det til væksten for den enkelte spiller (hvor vi tæller anførerbonussen med som en ekstra spiller) svarer det til 1.65 % per spiller. Endelig så viser det sig, at de ti “bedste til prisen”-spillere steg i gennemsnit 1.78 % per runde.

Ingen er fejlfri

Man behøver derfor ikke være helt fejlfri for at nå til tops i spillet – og derfor heller ikke mod vennerne. Ikke desto mindre er det tallene, som du skal matche for at kæmpe med om den helt store hæder.

Tager vi udgangspunkt i eksemplerne fra før med en spiller til henholdvis 7.000.000 og 3.000.000 stiller det følgende krav. En spiller til 7.000.000 skal igennemsnit skaffe 115.000 for at vækste 1.65 % og 10.000 oveni, hvis spilleren skal matche gennemsnittet for den bedste spillere til prisen (1.78 %).

For at en spiller skal nå de tal, er vi langt udover at kunne nøjes med en komfortabel sejr selv uden transfergebyrer. Der skal mål, assist eller clean sheet på bordet.

For en spiller til 3.000.000 svarer 1,65% til mere beskedne 50.000, mens tallet hedder cirka 54 000 for gennemsnitlig at være blandt de bedste til prisen. Selv dette svarer dog i de fleste tilfælde ikke blot til en sejr. Der skal pointgivende events som f.eks. et Clean sheet for at det rykker.

Hvad betyder det i praksis?

Lad os kigge på et eksempel. Vælger du at købe en spiller til 7.000.000 for kun at beholde vedkommende én runde, skal han således skaffe 115.500 plus sit transfergebyr, 70.000, dvs. 185.000 for at bringe dig tættere på top 10. Det kræver altså mindst en scoring, to assist eller en assist og et clean sheet.

Vælger du at beholde spilleren i flere runder, kan du dividere transfergebyret med antallet af runder. Vælger du endda at gøre ham til kaptajn, kan du halvere transfergebyret yderligere. Det skyldes, at anførerbonussen er på 100 % og derfor tæller han reelt for to.

En spiller til 7.000.000 som du beholder i fem runder skal med andre ord “kun” indtjene 115.550 plus en femtedel af transfergebyret, dvs 14.000, svarende til i alt 129.500 hver runde for at bringe dig tættere på top 10. En langsigtet transferstrategi kan således let spare dig for, hvad der svarer til en assist per runde.

SpillerprisGennemsnit (0.55%)10 top managers (1.65%) 10 bedste til prisen (1.78%)Transfergebyr (1%)
2.000.00011.00033.00035.60020.000
3.000.00016.50049.50053.40030.000
4.000.00022.00066.00071.20040.000
5.000.00027.50082.50089.00050.000
6.000.00033.00099.000106.80060.000
7.000.00038.500115.500124.60070.000
8.000.00044.000132.000142.40080.000
9.000.00049.500148.500160.20090.000
10.000.00055.000165.000178.000100.000

Denne tabel viser hvad din spiller skal stige i værdi bedømt ud fra hans spillerpris. Gennemsnittet på 0,55 % er alle spillernes gns. vækst (undtagen dem som slet ikke kom i aktion eller er skiftet ind/ud af spillet).

Top 10 Managers er den gns. vækst per spiller, som figurerede på de 10 bedste hold i den sidste runde af hver af de fire managerspil undersøgelsen bygger på.

Top 10 bedste til prisen er de ti spillere med højest Swush-index ved afslutning af spillene.  Transfergebyret er omkostningen ved køb af en spiller til den givne værdi.

Hvor findes guldkornene?

Hvis man skal til tops er det vigtigt, at man har målmaskiner på holdet. De er et oplagt kaptajnvalg. Udfordringen er, at de typisk koster en formue. Derfor må man være kreativ, når man skal spare på øvrige positioner.

Så spørgsmålet er: Hvor får man mest for pengene, og hvor er det bedst at spare?

Lad os se, hvad tallene siger.

Det viser sig, at angribere vækster mest i snit med 37.000 per runde. Her efter kommer målmænd (31.000), midtbanespillere (27.000) og forsvarsspillere (22.000). Kigger vi derimod på den procentuelle vækst i forhold til prisen, så ser det næsten omvendt ud. Midtbanespillere vækster i snit 0.68 % af deres pris per runde. Derefter følger forsvarsspillere (0.58 %), målmænd (0.55 %) og angribere (0.50 %).

Udfra disse procentsatser kan vi ligeledes hurtigt udregne de forskellige positionernes gennemsnitspris, og dernæst gøre det samlet indtryk tydeligt i denne tabel.

Vækst per rundePct. vækst per rundeGns. startpris
Målmand31.0000.555.600.000
Forsvar22.0000.583.500.000
Midtbane27.0000.684.000.000
Angreb37.0000.507.400.000

Forskellen på den reele pris-vækst og den procentuelle pris-vækst peger på:

at man skal lægge størstedelen af sit budget i angrebet – de er dyre, men scorer størst vækst.

Hvilken position er bedste til prisen?

Tager vi igen udgangspunkt i de seneste fire udgaver af Premier Manager ser tallene således ud.

Blandt de ti bedste spillere til prisen var 35 % forsvarsspillere, 35 % midtbanespillere, 22 % angribere og 13 % målmænd. Hvordan man skal tolke disse tal er op til diskussion. Jeg synes dog, at det understreger, at defensiven er det bedste sted at spare. Målmaskinerne (og altså point-magerne) findes i højere grad i målet og angrebet, hvorfor der til en hver tid skal være plads til dem.

Mål får man sjældent fra forsvarsspillere og endnu mindre fra målmandene. Alligevel er førstnævnte velpræsenteret med 35%, hvilket melder om, at der er mange fordelagtige muligheder at finde her.

Ud fra dette kan vi sige:

at du bør satse på et par billige forsvars- og midtbanespillere, som er de bedste til prisen.

Målmændene står til sammenligning kun for 13 % af de bedste til prisen, hvilket er det laveste blandt de fire kategorier.

Det er dog værd at huske på, at målmandsposten kun optager én plads på dit hold svarende til 9% af pladserne. Målmændene er derfor mere end almindeligt gode til prisen.

      

Sådan har vi gjort

Tallene er kommet i stand via komplette statistiker fra de seneste fire afsluttede udgaver af Premier Manager (Efterår 16′ og 17′ samt Forår 17′ og 18′). Statistikerne er blevet renset fra spillere, der enten ikke har været i aktion, er kommet til efter spilstart eller er skiftet væk fra ligaen før spilafslutning.

Derudover er statistikkerne renset for spillere med en popularitet under 0,25 %, da inklusionen af denne gruppe ville omfatte en stor del af reservespillere, og dermed ikke give et retvisende billede, at vækstraten for spillerne i aktion. “Bedste til prisen”-tallene følger Swush-indexet, som kan findes offentligt inden på spillenes Statistik-fane. Swush-indexet er samlet vækst ift. værdi.

Vækstprocenter per runde er udregnet ved at dividere den samlede vækst igennem hele spillet med antallet af rundet i spillet. Dette er igen sammenholdt med spillerens pris med hensynstagen til “renters renter” imellem hver runde.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
3 kommentarer
  • Paddy21. november 2018 kl. 21:03

    Når man ser på, om et tilvalg (ny spiller) kan betale sig set ud fra en økonomisk betragtning, så er det nødvendigt også at tage fravalget (spilleren, der droppes) med i betragtning. Det kaldes en offeromkostning. At fokusere udelukkende på tilvalget, som der gøres ovenfor, gør konklusionerne knapt så anvendelige.
    Så efter min smag en lidt for populistisk tilgang til transfers i managerspil.

    • Frederik Ingemann23. november 2018 kl. 10:19

      Hej Paddy

      Ligesom det kan være svært at spå om vækst, kan det også være svært at spå om tab. Den gennemsnitlige spiller stiger dog med 0,5% hver runde, så minus fylder mindre. Det er selvfølgelig rigtigt, at Cardiff-spillere eksempelvis mod City kan forvente minus, men i så fald hvor meget? Det kan blive en længere diskussion med flere scenarier og i sådan en artikel her må man jo også begrænse sig lidt 🙂

      Mvh
      Frederik Ingemann

  • Paddy23. november 2018 kl. 17:44

    En offeromkostning behøver ikke være en negativ vækst. Det kunne ligeså godt tænkes, at den spiller, man bytter fra, ville have kunnet give en positiv vækst. Den vækst skal den tilvalgte spiller også tjene hjem – oveni gebyret for at bytte ham på.

    Kan man gætte på den tilvalgte spillers vækst (positiv eller negativ), kan man også gætte på den fravalgte spillers vækst (positiv eller negativ) 🙂

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *