Tour-optakt til 1. etape
27. august 2020 TourspilletTour de France indledes med en sprinteretape, men intet er som det plejer at være i den franske rundtur. Læs Jesper Carstens første ekspertoptakt til årets Tour de France, hvor han giver tre rytterråd til dit managerhold.
Det er ingen smal sag at sætte hold til Tourspillet i år. Det afslørede den forsvarende mester af Tourspillet i en blogartikel forleden. Årsagen er at løbet starter lidt anderledes end normalt.
For åbningsdagene i Nice ser lidt anderledes ud, end Tour-starten plejer at gøre. Den første etape bør ende i en massespurt, men det er ikke en nem dag i sadlen. Med fire pukler undervejs på den blot 156 kilometer lange etape kommer sprinterne i al fald til at blive testet.
Det er dog en test, de bør bestå i sidste ende. Nok har Tour-rytterne historisk få løbskilometer i benene på forhånd på grund af corona-pausen, og nok er stemningen på den første etape altid lidt ekstra anspændt i Tour-feltet, men i sidste ende bør det være en smal sag for Lotto-Soudal, Deceuninck QuickStep og de øvrige sprinterhold at holde det samlet.
Dermed tyder meget altså på en massespurt i Nices gader, og det er altså i den retning, du bør kigge, når du skal udtage dit første hold til Tourspillet.
Tips til 1. etape af Tour de France 2020
Som nævnt i den indledende artikel skæver jeg til tre kategorier i mine tips:
- Favoritten, der er mit vinderbud uanset rytterens pris.
- Outsideren, der er en rytter, der sandsynligvis ender i top10, men som koster under 8 millioner
- Jokeren, der kan ende i top15, men som er taget af færre end 4 % og med en billig pris
Mine første tips falder således ud:
Caleb Ewan dominerede spurterne i løbet sidste år, og generelt har han i store perioder i år virket som feltets hurtigste sprinter. Løbet mangler topsprintere, så den, der trækker sig sejrrigt ud af første etape, kan ende med at dominere løbet i årets massespurter. Jeg tror, det bliver Ewans. Tour-feltet vælter sig ikke i dygtige sprintere i år. Ackermann, Gaviria og Groenewegen er alle fraværende, og det åbner op for de ryttere, der befinder sig på niveauet under. Én af disse er Cees Bol, der har set hurtig ud i år, men som dog kun har kørt Milano-Sanremo siden genåbningen af sæsonen. Formen er ukendt, men farten er normalt tårnhøj. Franske Clément Venturini er ikke nogen worldbeater, men den 26-årige Ag2r-rytter har udviklet sig til at være en bundsolid sprinter. Således kørte han fire top10-placeringer hjem i sidste års Vuelta, mens det blev til fem af slagsen i Giro d’Italia 2018. Han skal klare sig på egen hånd, men han så ganske stærk ud ved de franske mesterskaber.
I managerspil som disse kan det være guld værd at spekulere over de kommende par etaper. Bemærk at 2. etape allerede indeholder et par hårde stigninger, der sender mange sprintere til tælling.
Herunder kan du også høre en podcast-optakt til Tourspillet 2020.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *