Tour-optakt til 16. etape
13. september 2020 TourspilletSidste års Tour-vinder, Egan Bernal, fik tørre tæsk af superslovenerne på 15. etape. Nu venter en ny, spændende etape, hvor klassementet igen kan komme i spil.
Nok spillede favoritterne først ud med 800 meter tilbage af 15. etape, men det blev alligevel en dyr dag for flere klassementsryttere. Den allerede slagne Quintana samt franske Guillaume Martin viste begge store svaghedstegn, og begge smed igen meget tid.
Værst gik det dog for Egan Bernal, der kapitulerede og smed mere end syv minutter til etapevinderen Tadej Pogacar. For at gøre ondt værre, måtte han sågar slæbe sin egen bøddel, Wout van Aert, med til målstregen. Sikke en lussing til sidste års Tour-vinder.
Nu kan rytterne slikke sårene på hviledagen, og så kan der være lagt op til en revanche, når 16. etape venter. Det er en relativt spøjs profil, der egentligt er ret bjergrig. Men etapen slutter med en lille, kort rampe på 2,5 kilometer.
Stigningen, der har fået navnet Côte 2000, er stejlest med 1.000 meter igen og frem til 500 meter-mærket, så det er her, man må forvente at udspillet kommer.
Før det har svære stigninger som Col de Porte (8,3 km – 6,3 %) og Montée de Saint-Nizier-du-Moucherotte (12,4 km – 6,3 %) været på menuen.
Husk iøvrigt på at hviledagen er stor test-dag. Der testes for corona, og tester rytterne positivt, meldes det tirsdag formiddag.
Tips til 16. etape af Tour de France 2020
Igen-igen er der lagt op til en diskussion om hvorvidt etapen ender i udbrud eller ej. Der har været meget snak om at Jumbo-Visma er det nye Sky, men der er immervæk en forskel. Sky – eller Ineos, som de retteligt hedder nu – lod i de senere år gerne store udbrud køre. I de seneste fire-fem år er ufatteligt mange bjergetaper blevet afgjort i kæmpe udbrud.
Her virker Jumbo-Visma alligevel en del mere kontrollerende. Det kan skyldes, at holdet har maskiner som Martin, van Aert og Dumoulin, der kan trække kilometer efter kilometer. Det kan også skyldes, at de fortsat er et ‘ungt’ hold i klassementssammenhæng, og dermed har et større behov for kontrol.
På den her etape tror jeg dog, at Jumbo slapper lidt af og sparer kræfterne til dagen derpå. Jeg går dermed med et udbrud.
Et bud på en etapevinder kunne være Esteban Chaves. Han startede stærkt ud, akkurat som han har gjort i de senere år, men han kunne ikke fastholde det og er for længst ude af klassementet. Han ved dog, hvordan man vinder Grand Tour-etaper, og det burde være muligt at kunne få ham afsted her. Afslutningen passer ham glimrende.
Det er ikke sikkert, at Barguil for alvor må slippes fri fra Quintana, men han har set bedre og bedre ud i årets løb. Han er langt efter i klassementet, og han har kvalitet nok til at gøre det færdigt i et udbrud, men spørgsmålet er om han må, eller om han skal passe på Quintana, der nok er slået, men som stadig er i top10.
Pacher har allerede to top10-placeringer i årets løb. Han er formstærk, har næse for udbrud og så er han en meget aggressiv rytter. Jeg har svært ved at se ham gøre det færdigt, men kun 1,1 % ejer ham, så hvis man hælder til at udbrud holder hjem, så er han ikke det dummeste sats i årets Tour-spil.
Hvis du vil have flere managertips, så kan du abonnere på managerspil podcasten Klubhuset.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *