
Eriksen brillerer til syvende og sidst
14. november 2022 VM ManagerDanskerne fik deres endelige chance for at vise, at de er klar til VM, for i uge 45 blev de sidste klubkampe spillet inden slutrunden. To danske spillere fra henholdsvis Manchester United og Frankfurt var flyvende med både mål og assists, mens Hertha Berlins keeper også stjal rampelyset.
Uge 45 bød på to runder af både Serie A og Bundesligaen. Det gav danske spillere i de to ligaer god mulighed for at hive en ekstra stor sum point hjem i syvende og sidste VM-formbarometer.
Den bedste præstation var dog at finde i Premier League, hvor Christian Eriksen stjal opmærksomheden i Manchester Uniteds udebanesejr. Jesper Lindstrøm imponerede igen igen, mens også Hertha Berlins danske målmand spillede en flot kamp i weekenden.
Herunder kan du se, hvordan udvalgte spillere fra den danske VM-trup har klaret sig i ugens managerspil på holdet.dk. Derunder finder du vækstoversigten for alle de VM-danskere, som er at finde i Premier League, Superligaen, La Liga, Bundesligaen eller Serie A.
Over middel
Christian Eriksen: Storslået præstation fra Eriksen i 1-2-sejren over Fulham. Først lavede han et flot løb ind bagerst i feltet, hvorefter han modtog en flad bold fra Bruno Fernandes og gjorde det til 1-0. Fulham reducerede, og det lignede at kampen ville ende 1-1, men i overtiden var Eriksen på spil igen. Han sendte en flot stikning afsted til Garnacho, som lagde bolden i nettet.
Oliver Christensen: I Hertha Berlins 2-0 sejr over FC Köln viste Christensen, hvorfor det er på sin plads, at han er blevet udtaget til VM-truppen. Her leverede ‘gribben fra Kerteminde’ målmandsspil af høj klasse med både flotte redninger og overblik.
Jesper Lindstrøm: Da Frankfurt vandt 4-2 over Hoffenheim, kunne man endnu en gang se lækkerier fra ‘Jobbe’. Med et stort overskud rullede han bolden forbi sin modstander, hvorefter han satte den ind nederst i venstre målhjørne. Med 5 mål i de seneste 7 uger er det fuldt fortjent, at han rejser med landsholdet til VM.
Middel
Rasmus Nissen Kristensen: Selvom Tottenham tog sejren til sidst, spillede Leeds lige op mod dem i størstedelen af kampen. Rasmus Nissen var hårdtarbejdende, og formåede også at lave en assist. Han modtog bolden i luften, og headede den videre til holdkammeraten Rodrigo, som scorede.
Mathias Jensen & Christian Nørgaard: Mod alles forventning snuppede Brentford lørdag formiddag 3 point fra Manchester City. Både Mathias Jensen og Christian Nørgaard gjorde deres for den flotte præstation. Udover at være fundamentale i det opbyggende spil forhindrede de også Haaland og co. i at score mere end ét mål. Kampen endte 1-2.
Under middel
Joachim Andersen: Den gode stime for Crystal Palace blev afbrudt af weekendens 1-0-nederlag til oprykkerne fra Nottingham Forest. Joachim Andersen spillede hele kampen, og bidrog desværre ikke med meget positivt i denne omgang.
Daniel Wass: En anden skuffelse var at finde på Vestegnen hvor Brøndby IF, på trods af sin favoritværdighed, måtte se sig slået. Viborg vandt 0-2, og Wass lavede hverken målfarlige oplæg eller imponerende defensivt spil.
Robert Skov: To kampe på en uge giver mulighed for høj vækst i managerspillene, men det kan også gå den anden vej. Sidstnævnte udfald blev Skovs skæbne, for nederlagene til både Frankfurt og Wolfsburg resulterede i en stor portion minuspoints. Dog var han heldig at være blandt de sidste 5 spillere, som blev udtaget til VM-truppen søndag aften.
Regnskab for hele truppen
Vækstregnskabet er rettet til, så det kun er spillere fra Kasper Hjulmands endelige VM-trup, som fremgår.
Jesper Lindstrøm ender helt suverænt på førstepladsen, mens Christian Eriksen og Pierre Emile Højbjerg følger trop på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Af de 26 udtagede spillere fremgår hverken Kasper Schmeichel, Victor Nelsson, Jens Stryger, Alexander Bah eller Andreas Skov Olsen i vækstregnskabet. Det skyldes, at de fem spillere ikke optræder i managerspillene på holdet.dk.
Navn | Klub | Position | Uge 39 | Uge 40 | Uge 41 | Uge 42 | Uge 43 | Uge 44 | Uge 45 | Total vækst |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Oliver Christensen | Hertha Berlin | Målmand | 29.000 | 26.000 | -7.000 | 25.000 | -1000 | -17.000 | 153.000 | 208.000 |
Frederik Rønnow | Union Berlin | Målmand | -14.000 | 142.000 | 157.000 | 1000 | 54.000 | -5000 | -10.000 | 325.000 |
Andreas Christensen | FC Barcelona | Forsvar | 82.000 | -5000 | -5000 | -10.000 | -5000 | 32.000 | 44.000 | 133.000 |
Joachim Andersen | Crystal Palace | Forsvar | -5000 | 54.000 | 42.000 | 22.000 | 102.000 | 54.000 | -16.000 | 253.000 |
Joakim Mæhle | Atalanta | Forsvar | 52.000 | 16.000 | 44.000 | -18.000 | 112.000 | -34.000 | -30.000 | 142.000 |
Rasmus Nissen Kristensen | Leeds United | Forsvar | 62.000 | -34.000 | -26.000 | -29.000 | 54.000 | 28.000 | 50.000 | 105.000 |
Simon Kjær | AC Milan | Forsvar | 22.000 | -5000 | -5000 | 52.000 | -5000 | -5000 | 57.000 | 111.000 |
Daniel Wass | Brøndby IF | Midtbane | 28.000 | 56.000 | 82.000 | 16.000 | 96.000 | -5000 | -44.000 | 229.000 |
Christian Eriksen | Manchester United | Midtbane | 44.000 | 64.000 | -5000 | 44.000 | 102.000 | -22.000 | 264.000 | 491.000 |
Mathias Jensen | Brentford FC | Midtbane | 12.000 | -38.000 | 32.000 | -18.000 | 12.000 | 84.000 | 34.000 | 118.000 |
Pierre Emile Højbjerg | Tottenham | Midtbane | -22.000 | 52.000 | 202.000 | -5000 | 116.000 | -14.000 | 48.000 | 377.000 |
Thomas Delaney | Sevilla FC | Midtbane | -46.000 | 4.000 | -5000 | -22.000 | -5000 | -5000 | -18.000 | -97.000 |
Christian Nørgaard | Brentford FC | Midtbane | -5000 | -5000 | -5000 | -10.000 | -5000 | -5000 | 52.000 | 17.000 |
Jesper Lindstrøm | Eintracht Frankfurt | Midtbane | 212.000 | -16.000 | 224.000 | 364.000 | -24.000 | 54.000 | 230.000 | 1.044.000 |
Mikkel Damsgaard | Brentford FC | Midtbane | 32.000 | -24.000 | -5000 | -13.000 | -6000 | 14.000 | -5000 | -7000 |
Robert Skov | Hoffenheim | Angriber | 12.000 | -6000 | 352.000 | -34.000 | 14.000 | -24.000 | -30.000 | 284.000 |
Andreas Cornelius | FC København | Angriber | 62.000 | -5000 | -5000 | -5000 | 62.000 | 62.000 | 62.000 | 233.000 |
Kasper Dolberg | Sevilla FC | Angriber | -24.000 | 82.000 | -5000 | -10.000 | -5000 | 22.000 | -5000 | 55.000 |
Martin Braithwaite | RCD Espanyol | Angriber | 54.000 | -5000 | -5000 | 113.000 | 14.000 | -8000 | -18.000 | 145.000 |
Jonas Wind | Wolfsburg | Angriber | -5000 | -5000 | 12.000 | 4000 | 167.000 | 62.000 | 47.000 | 282.000 |
Yussuf Poulsen | RB Leipzig | Angriber | -5000 | 22.000 | 32.000 | -4000 | -5000 | 42.000 | 74.000 | 156.000 |
Sådan bør Danmarks start 11’er se ud
Med udgangspunkt i landsholdsspillernes præstationer er det endelig blevet tid til at sætte den stærkeste startopstilling.
Herunder kan du se, hvordan Danmark bør stille op, hvis start 11’eren baseres på spillernes vækst i de seneste 7 uger.
Forhåbentlig kan startopstillingen inspirere dig til at vælge formstærke spillere med masser af point-potentiale, når du skal sætte dit hold i VM-manager!
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *