Champions Manager Knockout: Vinderholdet blev sat med en lille promille

Shawn Kelly havde nok at se til under sidste spillerunde af Champions Manager Knockout 2026 – heldigvis for ham endte den store aften med positivt udfald.

Det er ikke altid, at vejen til en sejr i Champions Manager Knockout 2026 foregår hjemme fra sofaen med notesblokken slået op og kampene kørende på flere skærme.

For årets vinder, Shawn Kelly, blev de sidste afgørende beslutninger nemlig truffet til en polterabend.

– Det var meget spændende. Jeg var til en polterabend under finalekampen. Det var et hold, der skulle sættes med lidt promiller på. Da startopstillingen kom, skulle der lige rykkes lidt rundt. Der måtte jeg lige tage et break og få færdiggjort de sidste brikker. Jeg havde jo kigget på det inden og på, hvad der gav mening.

Det siger måske meget godt noget om managerspillets særlige charme. Man kan forberede sig, analysere og lægge strategier, men livet fortsætter ved siden af. Det er netop kombinationen af hverdag, sportsinteresse og taktiske overvejelser, der gør spillet underholdende.

Og selv om finalen skulle navigeres mellem festlige indslag, var forarbejdet gjort.

Vinderen havde ligget i top-10 siden fjerde runde og havde stille og roligt arbejdet sig op gennem stillingen. Der var ingen vilde sats eller mirakuløse comebacks. Tilgangen var næsten det modsatte.

– Jeg har sådan set ligget i top-10 siden runde fire. Så det har været en meget steady line, hvor det egentlig handlede mest om ikke at lave fejl.

Med et par runder tilbage indtog den 42-årige manager førstepladsen, og fokus ændrede sig.

– Strategien var at spille så klogt som muligt med et par skud væk fra normalen.

Placeringen skulle forsvares

Hvor mange managerspillere jagter den helt store differentiale, handlede det denne gang mindst lige så meget om at tænke defensivt. Hvad ville konkurrenterne gøre? Hvem kunne true føringen? Hvordan minimerede man risikoen?

– Jeg havde regnet lidt på scenarierne, så jeg vidste, at Désiré Doué var den spiller, der kunne ødelægge det for mig. Hvis han lavede noget, ville jeg ikke vinde. For ellers matchede mit hold med andenpladsen.

Derfor blev finalens afslutning fulgt med ekstra stor interesse.

– Doué har et skud, der bliver rettet af to minutter før slutfløjt. Så det var jeg rigtig glad for – men træt af, at han ikke blev skiftet ud noget før.

Han havde selv sat sin lid til Ousmane Dembélé og Khvicha Kvaratskhelia.

– Det var et meget kalkuleret spil de sidste par runder, hvor jeg prøvede at tænke på, hvad nummer to og tre i spillet ville foretage sig.

Ironisk nok blev selve finalen ikke set særlig intensivt.

– Jeg fik meget sporadisk set kampen. Især de sidste tyve minutter af den forlængede spilletid så jeg live. Men ellers ikke. Der var god fokus på at hygge sig og på at følge med på livescore.

Managerspil handler ikke nødvendigvis om at være den, der ser flest kampe eller råber højest om sine ekspertviden. Det handler om at engagere sig i den sport, man holder af, og få lov til at bruge alle de små observationer og idéer, som ellers aldrig ville komme i spil.

– Jeg synes, det er en rigtig god måde at kunne bruge sine tanker om den sportsgren, man nu er med i, uden at skulle ud og lægge en masse penge for det ligesom med almindelig betting. Det er en god måde at få noget taktik og strategi med.

Interessen stopper heller ikke ved Champions Manager. Han spiller flere af Holdet.dks spil – fra cykling til amerikansk fodbold – og henter inspiration mange steder fra.

En kamp mod vennerne

– Jeg har nogle venner, som også spiller med. Vi har da diskuteret lidt lystigt frem og tilbage, og så gør jeg brug af Fantasy Tool og har lidt data ind over også. Det er meget godt at få vendt mulighederne.

Podcasts og eksperter bliver også lyttet til. Men de endelige beslutninger træffes altid på egen hånd.

– Jeg tænker, at der er rigtig mange, der er dygtigere end mig. Jeg hører meget podcast og generelt forhører mig om, hvad kloge mennesker mener er det rigtige, og så danner jeg min egen holdning ud fra det.

For selv den bedste analyse kan ikke forudsige alt.

– Det er også sket flere gange i spillet, at man lige kan være heldig at vælge en spiller, som så gør det ekstra godt. Stor tak til Anthony Gordon, der på et tidspunkt beslutter sig for at score en masse mål. Jeg havde ham lige inde en enkelt runde. Han var rigtig fin.

Da støvet havde lagt sig, stod én ting tilbage: Guldnålen havde fundet sin ejer.

– Det bliver jo dejligt, når Champions Manager guldnålen finder sin rette plads. Så skal den bæres med stolthed over for vennerne.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *