Holdet blog


Tour de France Manager

Det største cykelløb i verden er Tour de France. Som sportsbegivenhed kan det franske cykelløb sammenlignes med de helt store som for eksempel VM i fodbold og OL. I tre uger hver sommer er hele sportsverden øjne rettet mod Le Tour de France, som byder på stejle bjerge, udmagrende enkeltstarter og spændingsfyldte spurter.

Med en distance på op til 200 km. per etape, så kan det godt blive nogle lange sommerdage med TV2 og Touren i fjernsynet. På Holdet.dk kan man spille Tour de France manager. Det er et cykel managerspil baseret på resultaterne fra Tour de France, hvor du kan spille i puljespil mod vennerne og gøre det ekstra sjovt at følge etaperne på TV 2. 

Lidt om Tour de France 

Tour de France er kendt som verdens hårdeste og mest prestigefyldte cykelløb. Det franske cykelløb blev kørt første gang i 1903 og er én af de tre såkaldte Grand Tours sammen med Giro d’ Italia og Vuelta a Espana. Touren starter hvert år i begyndelsen af juli og de ca. 180 ryttere fordelt over 22 hold tilbagelægger en samlet distance på ca. 3.500 km. De mange kilometer, som TdF strækker sig over, er fordelt ud på 21 etaper med to hviledage.

I Tour de France gælder det om at komme igennem de 21 etaper på kortest tid. Den rytter som fører løbet er iført den ikoniske gule trøje. Udover klassementet så kæmper Tour-rytterne også om den grønne trøje (sprinter konkurrencen), den prikkede trøje (bjerg konkurrencen) og den hvide trøje (ungdomskonkurrencen). 

Rytterne – eller rettere deres hold – dyster også med i holdkonkurrencen, og endelig så bliver den rytter som har været mest i udbrud eller vist ekstraordinær stærk kørsel på en etape kåret som den mest angrebsivrige. Denne bedrift markeres ved at rytteren får et rødt rygnummer på næste etape. 

Tour de France og Danmark 

Danmark har en lang tradition med store bedrifter i Tour de France. De fleste mindes nok da Bjarne Riis kom helt til tops og kørte ned ad Champs-Élysées i Paris iført den gule trøje og kunne lade sig hylde som vinder af Tour de France 1996.

Generelt har Tour’en været præget store danske cykel præstationer. I 90’erne var det Bjarne Riis, i 00’erne var det Michael Rasmussen og i 10’erne Jakob Fuglsang. I 2019 var der rekordmange danskere med, da hele ni danskere stod på startlisten til Tour de France 2019. 20’erne tegner således også rigtig godt for dansk cykelsport og Tour de France. I 2020 vandt Søren Kragh Andersen således både 14. og 19. Etape i Touren. 

Tour’en har også været præget af doping og specielt resultaterne fra 90’erne og 00’erne står skrevet i doping spøgelsets skygge. 

På trods af dopingskandaler har Tour de France i Danmark altid været tæt forbundet med sommeren og specielt tv-underholdning. TV2 har sendt live fra Tour de France siden 1990, og i de første mange år havde TV-kanalen Jørgen Mader og Jørgen Leth som kommentatorer, men siden er folk som Dennis Ritter og Rolf Sørensen blevet synonym med TV2’s dækning af det franske cykelløb. I 2022 starter Tour de France i Danmark, hvor der køres tre etaper.

Tour de France Manager

På Holdet.dk afholdes to managerspil baseret på Tour de France. Ét managerspil, som hedder Tourspillet, hvor man kan skifte ud på sit hold mellem hver etape, og ét managerspil, som hedder Tour Manager, hvor man sætter et hold inden første etape – og det eneste man kan skifte ud mellem etaperne er kaptajnen. 

Managerspillene til Tour de France bygger på virkelige begivenheder, og ens hold stiger i værdi alt efter hvor godt de cykelryttere, som man har på sit managerhold, klarer sig. 

Sådan spiller du Tourspillet 

Som manager for et Tour hold i Tourspillet får du 50 mio. til at vælge otte ryttere, som hver især er værdisat. Afhængig af hvordan de klarer sig på en Tour de France etape stiger eller falder de i værdi. Udover placering på en etape får rytterne i Tourspillet også vækst for klassementsplacering, sprint- eller bjergpoint samt om man kører i den gule-, grønne- eller prikkede- trøje. 

Hvis dine rytterne på dit Tour manager-hold kommer sent over etapestregen, så giver det negativ vækst. Hvor meget minus det giver afhænger af, hvor lang tid efter etapevinderen dine ryttere kommer i mål. Omvendt kan du få en holdbonus, hvis du har ryttere i top 15. Desto flere ryttere du har, som ender i top 15 på etapen, desto større bliver din holdbonus. 

I Tourspillet er det en god ide at skifte ud ofte. Så man har sprintere på ens managerhold når ruten til Tour de France byder på flade etaper og bjergryttere til alperne. Man skal dog holde øje med, at der er et transfergebyr på 1 % på den rytter, som man køber. 

Sådan spiller du Tour Manager 

I Tour Manager gælder det om at ramme rigtigt fra start. Inden første etape skydes i gang skal du vælge 8 Tour de France ryttere til dit managerhold – og de kan ikke skifte ud. 

Rytterne er delt i fire kategorier, hvor kategori 1 er de bedste og kategori 4 er de dårligste. Du skal vælge to ryttere fra kategori 1, tre fra kategori 2, to fra kategori 3 og én fra kategori 4. Disse otte ryttere kan du ikke skifte ud under Tour’en. 

Det eneste du kan gøre er, at skifte kaptajn imellem hver etape, og det er derfor et spil, som kræver mindre engagement undervejs i det tre uger lange cykelløb.

I Tour Manager får rytterne point (og ikke vækst som i Tourspillet). Alle ryttere får point for deres etapeplacering, hvor førstepladsen giver rigtig mange point, og så får man færre point afhængig af, hvor langt nede på etapens klassement man ender. Derudover gives der point for Tour rytterens placering i klassementet, sprint-, hold- og bjerg- konkurrencerne.