Fra managerspil til broderskab: Sådan blev 12 managers venner for livet

“Det begyndte med 4-5 gutter i midt-00’erne… nu er vi 12 i et broderskab. Og det stopper ikke foreløbigt.” Læs hvordan en gruppe venner fra Roskilde har udviklet et helt særligt fællesskab, der rækker langt ud over managerspil og håneret.

De 12 venner er samlet. Højtalerne skrues op, og så kommer den:
Et energisk trommefill, en pumpende bas og en guitar med et riff, alle kender. Kort efter rammer vokalen: Do-Do-Do-Do-Do.

Chelsea Dagger dundrer ud af højtalerne – det obligatoriske soundtrack til miniligaens præmieoverrækkelse.

Den stolte vinder

12 midaldrende mænd klapper, råber og hopper, mens glas og inventar klirrer i takt med forventningens energi. En blankpoleret pokal – af den slags med store “ører” – løftes frem. Stemningen eksploderer.

Ud af mængden træder vinderen. En 50-årig mand med et grin, der siger: “Jeg har ventet flere år på det her.” Glenn Hansen. Navnet står på skiltet: Vinder af Forårets Spil.

Jubelen stiger, sangen rammer sit omkvæd, og pokalen – fyldt til randen – løftes i vejret, som var det Champions League-finalen på Wembley.

“Vi har simpelthen de sjoveste miniliga-fester. Der bliver grinet, sunget, hygget og hånet fra start til slut,” fortæller Glenn Hansen. “Det er sgu noget helt særligt. Det er ikke bare manager – det er venskab for livet.”

Fra miniliga til broderskab

Det hele startede for omkring 20 år siden, hvor en håndfuld venner i Roskilde oprettede en miniliga. Siden er flere kommet til, og i dag er de 12 venner – et broderskab bundet sammen af en tradition, der har skabt fester, rejser, interne ritualer og en Messenger-tråd, der aldrig står stille.

“Vi er blevet mere et broderskab. Vi bruger selvfølgelig tid på fodbolden og spillet, men det er vokset til stærke venskaber” siger Glenn Hansen.

“Vi har haft hele seks 50-års fødselsdage i år (2025), og dér er vi også kendt som Drømmehold Vennerne. Og når vores manager-hymne – Robbie Williams: Angels – ryger på, så er der fællessang. Eller… fællesskrål,” griner han.

Ritualer og traditioner

Miniligaen mødes fast til julefrokost og sommerfest – og de har et regelsæt, som gør det hele lidt mere interessant:

  • Sidsteplads: Afholder næste miniligafest
  • Næstsidste: Sørger for drikkevarer
  • Opkald i Messenger-tråden: Drikkevarer
  • Minuspoint i en runde og ingen bedste runde: Drikkevarer

Skammenspris

Dresscoden er fodboldtrøjer, og programmet er fyldt med kampe, fællessang og quizzer.

Og så er der selvfølgelig prisen til nummer chok: Skammenspris. En pokal – bedre kendt som taberpikken – som den sidsteplacerede må have stående hjemme. Den overrækkes naturligvis med både hån, hujen og Beck’s Loser i højtalerne.

Eternal Derby og nye eventyr

De fleste bor i Roskilde og omegn, og hvert år rejser broderskabet på fodboldtur. De har bl.a. besøgt Italien, London, Prag og Hamborg.

Senest gik turen til Zagreb for at se Eternal Derby – Røde Stjerne mod Partizan Beograd. Næste år venter Alicante, og endnu mere eksotiske destinationer som Marokko er allerede i spil.

Broderskabet er klar til flere dueller, mere hygge – og meget mere fællessang.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *