Alle veje fører til (sejr i) Rom! Sådan vandt Simon Girospillet 2025

Simon K. Kjær vinder Girospillet 2025 efter en dramatisk sidste etape i Rom, hvor hans blanding af data, mavefornemmelse og cykelforståelse sender ham helt til tops.

Som en ægte sprinter venter Simon helt til sidst med at tage føringen.

Han ligger i top 5 i den sidste uge af Giro’en, men først på 21. etape træder hans hold, Æsel FC, nok watt til at tage føringen – og til sidst sejren i Girospillet 2025.

Bump på vejen

“På de første etaper havde jeg – som de fleste andre – Mads Pedersen som kaptajn. Til gengæld holdt jeg lidt for længe fast i Ayuso, så min vej til toppen har været slow and steady, og jeg førte ikke en eneste gang,” fortæller Simon K. Kjær, der til daglig er Ph.d.-studerende på Aarhus Universitet.

“Jeg havde egentlig opgivet sejren i de sidste dage, hvor jeg ramte netop dén rytter, der faldt igennem på bjergetaperne – først Storer, så Poole og så til dels Majka,” forklarer Simon om den afsluttende uge.

Data og mavefornemmelse

Simon K. Kjær er tidligere cykelrytter og var som ung tæt på en plads på U17-landsholdet, så hans forståelse for ryttere og feltet er indlejret i musklerne.

Netop musklerne – og kroppen – er også omdrejningspunktet for hans Ph.d.-projekt, som handler om noget så cykelrelevant som ketonstoffer. Ketonstoffer er restitutionfremmende og bliver blandt andet indtaget i små drikkedunke af ryttere fra Team Jumbo-Visma efter et løb.

Han beskriver selv sin managerstil som en kombination af data og mavefornemmelser.

Forskeren i ham henter inspiration fra manager- og dataspecialister på Twitter – blandt andet Klubhuset-værten Nicolai Bisgaard og hans dataside managerbotten.dk. Cykelrytteren i ham ser i stedet på dynamikken i feltet, rutens udformning og rytternes form – og ud fra det fornemmer han sig frem til de rette valg i Girospillet.

Sejr i Rom

“Da Kooij kørte først over stregen i Rom, og jeg var den eneste i top 5, som ikke havde ham som kaptajn, havde jeg ikke fantasi til at tro, at jeg kunne vinde,” fortæller Simon Koed Kjær, som stadig havde svært ved at tro på sejren.

“Men der skal lyde en stor tak til Matteo Moschetti, som jeg var den eneste i toppen, der havde – og som bliver nr. 3 på etapen. Endelig viser han sit høje niveau fra foråret – og det på det helt rette tidspunkt,” uddyber en begejstret Simon, der netop har hentet 220.000 og sikret sig førstepladsen på den allersidste etape i Giro d’ Italia 2025.

Hvile frem mod Tour’en

I anledning af Tour de France-starten skal Simon til konference i Lille og præsentere sine resultater om ketonstoffer. Resultaterne er han i øvrigt nået frem til sammen med sin ph.d.-vejleder, Mads – som endte på en samlet tredjeplads i Girospillet.

Derfor er der heller ikke tid til at sætte et hold til Dauphiné-spillet 2025, som varmer op til Tour de France.

“Nu vil jeg gøre som Pogacar sidste år og hvile benene frem til Tour de France – og blive den anden dansker efter Frederik Ingemann med top 3 i alle Grand Tour-spillene,” fortæller en smilende Simon, der blev nr. 2 i Vueltaspillet 2022 på Holdet.dk – blot 9.000 point fra sejren.

Et stort tillykke med sejren, en ny racercykel fra Merida – og selvfølgelig Guldnålen.

Velkommen i Hall of Fame, Simon.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *