Bundes Manager Efterår-vinder: ”Mine forhåbninger blev større og større”
17. november 2022 Bundes Manager40-årige Søren Herter kan i denne tid glæde sig over at have vundet Bundes Manager Efterår 2022. Læs, hvordan det gik til for den rutinerede managerspiller, her.
Den første halvsæson i Bundesligaen er forbi, og det samme er Bundes Manager Efterår 2022.
Mens FC Bayern München ligger i spidsen i det tyske, så er det altså den rutinerede Søren Herter, der benytter sig af førstepladsen i managerspillet.
Med støtte fra familie og venner – som blandt andre indebærer hustruen Line og hans to børn – er Herter kommet hele vejen. Og måske det er erfaringen, der i sidste ende spillede et pus?
”Jeg har været med siden Swush’ spæde start og deltager flittigt i flere spil på holdet.dk,” siger vinderen.
Flotte bedrifter gennem tiden
Blandt bedrifterne gennem tiden kan der da også nævnes flere flotte præstationer såsom 4 gange rundevinder i Premier Manager, La Liga Manager og Super Manager. Derudover blev der i 2013 til en 3. plads i Super Manager Efterår og nu førstepladsen i Bundes Manager.
Når Herter ikke spiller managerspil og bruger tid med dem, der står ham nært, så underviser han på Erhvervsakademi SydVest, i Esbjerg, indenfor ”International Transport og Logistik”.
Så har der overhovedet været tid til at have ambitioner og drømme om Bundes Manager Efterår 2022? Og her er svaret ja– men hvad var ambitionen så?
”Først og fremmest at vinde over vennerne i minipuljen. Selvfølgelig har jeg altid haft et ønske om at overgå min samlede 3. plads i ”Super Manager Efterår 2013”. Dog har jeg været bevidst om, at det – foruden kløgtighed – kræver held at vinde dette spil, men inderst inde har det været et mål for mig at vinde en samlet sejr”.
Q&A med Søren Herter
Hvad er det bedste ved at spille managerspil?
”Håneretten overfor vennerne – og særligt håneretten overfor min svoger – samt når mindre vigtige kampe pludselig bliver interessante at følge med i grundet deltagelse i managerspillet. Sidst men ikke mindst forløsningen, når sejren endelig er kommet i hus”.
Hvordan er det at have vundet spillet?
”Det er en kæmpe forløsning. Jeg er naturligvis også meget stolt. Folk der kender spillet, og som bruger mange timer på analyse, ved, hvor svært det er at hive en samlet sejr hjem. I indeværende spil havde jeg haft en placering i top-5 siden runde 7, så jeg er lykkelig over, at det hårde arbejde endelig bar frugt”.
Hvornår stod det klart for dig, at du var vinderen?
”Jeg lå på en andenplads, inden den sidste kamp i runden skulle afvikles (Freiburg mod Union Berlin). Min farlige midtbanespiller Grifo og min målmand Flekken fra Freiburg gav mig et enorm rygstød, da de indenfor 10 minutter, med 2 mål og et reddet straffespark, forærede mig den endegyldige sejr”.
Hvad var din reaktion på sejren?
”Det hele kulminerede søndag aften, hvor telefonopkald og opdateringerne på flashscore gik ud i et. Støttende venner samt min familie var med på sidelinjen”.
Havde du regnet med at vinde?
”Inden sidste runde var det mest realistiske scenarie en andenplads. Men som den sidste runde udviklede sig, blev mine forhåbninger større og større”.
Har du fået fejret sejren?
”Jeg har fået lykønskninger fra nær og fjern, og der var stor glæde søndag aften. Sejren skal fejres med gutterne på et senere tidspunkt”.
Da vinderholdet skulle sættes inden sæsonstart
Hvis du er en af dem, der fortsat drømmer om at vinde et managerspil, så må du lytte godt til det, som Herter siger her.
For var der noget specielt, som den nykårede vinder gik efter forud for sæsonens start?
”Freiburg og Christian Streich har gang i mange spændende ting, og dem havde jeg fra starten en fidus til. Foruden Freiburg satsede jeg også på potentielle målscorer som Becker (Union Berlin), Thuram (Mönchengladbach) og Nkunku (Lepizig), som jeg beholdte gennem hele spillet,” slår Herter fast.
Hvis vi kigger nærmere på taktikken hos Søren Herter, så deler han gerne lidt ud af den taktik, som har gavnet ham i Bundes Manager 2022.
”Jeg starter med at identificere de mindre hold, jeg tror, der har en chance for at overraske positivt. Efter det nye pointsystem er trådt i kraft, forsøger jeg at finde målscorer og særligt i forsvaret. Her ramte jeg plet med bl.a. Bensebaini og Frimpong.
I Bundesligaen er der utrolig mange attraktive spillere. Jeg synes, det gør spillet endnu sjovere, at Haaland og Lewandowski ikke længere fastlåser budgettet. Det betyder, at man nu kan sammensætte et hold med farlige spillere som Thuram, Grifo, Nkunku, Becker, Musiala mv.
Det kom mig også til gode, at Bayern München havde en mindre god stime, hvilket åbnede op for mange andre konstellationer”.
Spænding til det sidste
Det kan godt være, at Herter kunne bade sig i lykønskninger fra nær og fjern efter sejren, men det var på forhånd ikke givet, at han ville tage sejren – som nævnt lignede det nemlig en andenplads. Men sådan skulle det ikke gå.
Hør hans forklaring på sidste spillerunde her:
”Runden åbnede med, at Mönchengladbach vandt 4-2 over Dortmund. Jeg havde et par målscorer, og samtidig havde nogen bag mig Dortmund-spillere. Det var en fin start for mig. Lørdag ramte jeg desværre ikke det store, og da Gnaby scorede det første mål for Bayern München, frygtede jeg, at det hele nu ville gå galt. Men med et par assists fra Musiala blev jeg holdt inde i kampen. Søndag håbede jeg på en stille kamp mellem Mainz og Frankfurt. Det lykkes i store træk. Herefter gjorde Freiburg arbejdet færdigt for mig”.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *