Minimal margin sikrede Kims triumf

Det blev Kim Henriksens hold ”Der Alte”, der løb med sejren i Bundes Manager Forår 2019 efter en meget tæt afgørelse. Kim Henriksens hold sejrede med marginale 12.721 point og formåede dermed at forsvare førstepladsen, som han havde haft siden runde 9.

Den erfarende Holdet-manager og pædagog Kim Henriksen sejrede i Bundes Manager Forår 2019, selvom det holdt hårdt mod slutningen. En føring til andenpladsen på 371.179 point – før sidste runde – skrumpede voldsomt ind. Lidt over 350.000 blev hentet, men til sidst kunne Kim Henriksen alligevel ånde lettet op.”Der Alte” afviste ”Bossens” attentatforsøg på førstepladsen i Bundes Manager – Forår 2019.

“Den sidste runde var forfærdelig at følge. Jeg vandt jo kun med 12.721 flere point end nummer to, så det var meget, meget tæt.”udtaler den lettede vindermanager.

I spids fra runde 9

På trods af en føring, som strakte sig helt tilbage fra runde 9, gik det først op for vinderen Kim Henriksen, at han kunne hente en topplacering med 5-6 runder igen af spillet.

“Jeg tror først, det var med 5-6 runder tilbage af spillet, at jeg tænkte, at nu kunne der være en chance for, at jeg ville ende i top 3.” – uddyber manageren for ”Der Alte”.

Drømmen om top tre gik som bekendt i den grad i opfyldelse, og det endte med podiets fineste placering. Nu venter der en sommerfrokost med managerkammeraterne, hvor spillet helt sikkert skal vendes.

Vi er en vennegruppe på 12, som spiller med i Super Manager. Syv af os spiller også med i Premier Manager, og vi er fire, der også spiller med i Bundes Manager. Alle drengene i gruppen er glade, men de forventer samtidig også en flaske sprut, når vi mødes til vores årlige sommerfest. Den skal jeg nok give med glæde.” – siger Kim Henriksen.

Transfergebyret afgørende

Til slut kommer vinderen med sit syn på, hvad der gjorde at sejren endte i ”Der Altes” ”omklædningsrum”.

“Jeg tænker, at en af grundene til at jeg løb med sejren var fordi, jeg ikke skiftede så meget ud. Derudover satsede jeg på Bayern München og Dortmund, men også på spillere fra Frankfurt.”forklarer Kim Henriksen.  

Bayern München tog mesterskabet. Dortmund endte toer og Frankfurt var længe et af sæsonens store overraskelser, så denne kombination har uden tvivl ikke været dårlig.

Et samlet transfergebyr på 942.460 vidner om en mådeholden manager, og med den marginale sejr havde én enkelt mislykket udskiftning mere utvivlsomt kostet sejren. Sådan gik det ikke, og derfor løb Kim Henriksen med sejren i Bundes Manager Forår 2019.

Vi ønsker stort tillykke til Kim Henriksen, som også scorer en plads i Holdet.dk’s vinder Hall of Fame.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *