Liga Manager – Efterår 2025: Jonas vandt efter mere end 30-års managerspil

Det var en glad Jonas Henriksen, vi fangede efter hans sejr i Liga Manager Efterår 2025. Med mere end 30 års managererfaring og et Brøndby-hjerte, der banker derudaf, kan den rutinerede managerspiller endelig løfte trofæet og modtage sin guld-pin.

Man siger, at øvelse gør mester, og det må man sige, at Jonas Henriksen fra Rødovre kan bryste sig af.

Selvom den 48-årige managerspiller får hverdagen til at gå på med jobbet som IT konsulent i Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden, så er der både tid og plads til at spille managerspil og bakke op om Brøndby IF med sæsonkort på mere end 25. år.

Fredag den 2. januar kl. 21.00 starter det nye Liga Manager – Forår 2026, hvor Jonas skal forsvare sin triumf fra 2025.

Vejen til sejr

Da snakken falder på sejren i Liga Manager – Efterår 2025, er der ingen tvivl om betydningen heraf.

“Det er fantastisk, men også lidt surrealistisk, da jeg har spillet med i diverse managerspil igennem de sidste 30 år, hvor det hele startede med VM i 1994. Derudover er det også dejligt at få min egen Holdet-Guld-pin efter en af mine to brødre vandt Giro Spillet i 2022, og jeg fik dermed udlignet på den konto”.

Og hvordan kom Jonas så helt til tops, tænker du måske?

“Jeg lå nummer 3 inden sidste runde startede. Jeg var lidt mere spændt end normal ved deadline for handlerne.

Som kampene forløb, var chancen der stadigvæk for at slutte i top-3 og eventuelt vinde det stille.

Efter Barcelona havde vundet over Villarreal, kunne jeg næsten ikke vente på, at Betis-Getafe skulle starte kl. 21, da vejen til førstepladsen stadigvæk var mulig, da jeg havde tre Betis-spillere på mit hold. Det startede fantastisk med et mål af Ruibal i første halvleg. Der tænkte jeg, “nu ser det godt ud i forhold til at slutte i top-3”. I anden halvleg gik alt nærmest bare min vej, da Ruibal og Fornals begge scorede og Valles fik en straffesparksredning, da bolden blev sparket ved siden af mål.  Dermed havde jeg føringen, da kampen blev fløjet af.

Herefter var der en meget lang venten om mandagen, da holdet på 3. pladsen havde Boiro fra Athletic Bilbao på sit hold. Selvom han skulle spille sit livs kamp, og lave mere end 330.000, var tvivlen hos mig hele mandagen, om jeg virkelig kunne vinde hele spillet. Undervejs i kampen Athletico Bilbao – Espanyol gik det langsomt op for mig, at jeg havde taget totalsejren i et spil på Holdet.dk.

Under kampene søndag og mandag stod Messenger-chatten med mine to brødre ikke stille, og aktiviteten steg langsomt jo tættere på sejren, jeg kom”.

Hvornår gik det op for dig, at du havde en reel chance for at vinde?

“Det var efter, at jeg havde vundet runde 14. Jeg rykkede op som nr. 6 og med under 500.000 op til førstepladsen, at jeg fornemmede, nu er der mulighed for min bedste første samlede top-3 placering og mulighed for at vinde en Holdet-pin.  Runde 15 og 16 forløb uden det helt vilde. Inden sidste runde kunne jeg virkelig se, at nu var der reelt en god mulighed for førstepladsen”.

Hvilke taktiske greb og tanker gør du dig?

“Jeg har næsten altid kun et hold, da jeg ikke er god til at have flere hold. Så for mit vedkommende må det enten briste eller bære for mine taktisk valg. Derudover tænker jeg, at jeg spiller meget traditionelt med at prøve at have en stamme af de dyre spillere i længere tid fra de store hold. Derudover har jeg også gerne en billig målmand fra et hold med et godt kampprogram. Derudover hele tiden justere de billige spillere på holdet, så de er fra hold, hvor jeg vurdere, at de har et godt kampprogram i de kommende runder. Taktisk veksler jeg mellem 3-4-3 og 4-3-3, da angriberne generelt bare scorer de fleste mål i en liga som den spanske.

I forhold til artiklen om fem fejl man skal undgå for at komme i top 50 kan jeg se, at jeg nok er villig til at handle mere end gennemsnittet i top-50, da jeg i løbet af efteråret har lavet 59 transfers.

Jeg vil rigtig gerne rose holdet bag Podcasten Klubhuset, som jeg nyder at lytte til, mens jeg i toget til og fra arbejdet. Her overvejer jeg, hvad der skal ske med mine hold i den kommende runde i de forskellige spil her på Holdet. I forhold til La Liga har det været fantastisk med Euro Manager konceptet, da det har været med til at holde min interesse oppe for spillerne i de øvrige ligaer, hvor det ikke er gået helt så godt, som her i Liga Manager,” slutter den nykårede vinder.

Med den flotte sejr in mente er der én helt bestemt måde, som Jonas Henriksen skal fejre placeringen på.

“Jeg rejser ofte for at se diverse sport og har blandt andet været både i England og Tyskland og se fodbold i løbet af de sidste 12 måneder. Derfor er min plan, at sejren vil blive fejret med at tage en tur til Spanien i løbet af den kommende halvsæson for at se en ligakamp eller to på stadion i det spanske”.

Inden du giver dig i kast med Liga Manager Forår 2026, kan du se Jonas Henriksens vinderhold.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *