Q&A med vinder af Tourspillet 2022: “Jeg plejer ikke at kunne holde koncentrationen over så lang tid”

Fra sommerbeskæftigelse i barndomsårene til Tourspillet-vinder 2022. Netop sådan kan Jonas Bukhave Spenner beskrive sit forhold til Tour de France – og cykling i det hele taget. Læs vores Q&A med den garvede managervinder her.

Godt 19 år er gået, siden 38-årige Jonas Bukhave Spenner fik øjenene op for Tour de France. Siden da har interessen taget fart.

Udover arbejdet som ledelseskonsulent i Region Hovedstaden er der nemlig – heldigvis – stadig tid til at nørde den helt store hobby; cykelsporten, som i juli kulminerede med titlen som vinder af Holdet.dk’s Tourspillet 2022.

“Jeg elsker cykelsporten”

– Hvad er dit forhold til cykling?

Jeg elsker cykelsporten, og følger den meget tæt. Jeg ser alle de løb, jeg kan komme i nærheden – lige fra Tour de France til Le Samyn – og bruger alt for lang tid på at kigge resultatlister igennem…  

– I hvor lang tid har du interesseret dig for cykling og Touren?

Det tidligste, jeg kan huske om cykelsporten, er touren 1993 og de der ikoniske billeder af Indurain, Rominger, Mejia, Jaskula og Bjarne. Jeg var ni år og cyklede i rundt ved min families sommerhus i en CLAS- og Ariosteatrøje. Siden da har jeg egentligt været ret optaget af cykelsporten, og har fulgt både Grand Tours og den gamle World Cup i fjernsynet. Den lidt “sygelige” interesse kom dog omkring 2010, da jeg begyndte at spille sæsonmanager på feltet.dk. Omkring samme tid lavede jeg – sammen med nogle venner – en Facebookgruppe “Sour-Sojasun 4-life” hvor vi snakker cykelsport – det er ret meget billeder af 90’er-ryttere og top-5-lister over vores yndlingsryttere (min top-5 over danske ryttere er i øvrigt: 1: Matti, 2: Rolf, 3:SKA, 4: Frank Høj, 5: Mads P).

– Cykler du selv? 

Jeg cykler ikke selv. Jeg investerede i en racer for ti-års-tid siden, men den blev, som det sker med alle dyre cykler i København, stjålet. Siden da har jeg ikke prøvet igen. Jeg spiller fodbold sammen med venner i vores egen klub, Nordvest Fodboldklub Herman, hvor vi netop er rykket ned i serie-5 – det siger lidt om niveauet… 

Top 3: total vækst
Spillet er slut
5.825.000
1. Tadej Pogacar
UAE Team Emirates
19.825.000
4.057.000
2. Remco Evenepoel
Soudal Quick-Step
15.057.000
3.670.000
3. Jonas Vingegaard
Team Visma | Lease a Bike
16.170.000
Holdet.dk

Tour-triumf

– Hvordan er det at blive Tourspillet-vinder 2022?

Det er faktisk lidt uvirkeligt – det havde jeg aldrig troet, at jeg ville være i stand til, så jeg er meget overrasket og glad.

– Hvorfor var det dig, der vandt?

Det er svært at sige. Grundlæggende ved jeg uforholdsmæssigt meget om de enkelte ryttere, men det må nok mestendels tilskrives held – og et virkeligt godt råd fra mine cykelinteresserede venner om at vælge Cattaneo over Jungels til enkeltstarten – tak til Søren og Tobias 🙂.

– Hvornår begyndte du at tro på, at du ville vinde?

Helt oprigtigt har jeg ikke troet på det på noget tidspunkt. Jeg plejer ikke at kunne holde koncentrationen over så lang tid.

– Kan du prøve at tage os med gennem sidste etape? 

Faktisk er den 24. juli også min ældste datters fødselsdag, så det var en stor dag i forvejen. Vi havde gæster det meste af dagen, og derfor så jeg kun de sidste 5 km. Men det meste af dagen gik alligevel med at smugkigge i telefonen, og prøve at hitte hoved og hale i de forskellige scenarier. Spurten var vild – især da jeg fik øje på at Kristoff var med helt fremme – ventetiden efter etapen og indtil opdateringen var til gengæld ulidelig.

 

De otte bedste ryttere i Tourspillet 2022

12-års erfaring baner vejen

– Hvor meget managererfaring har du?

Som nævnt er det først omkring 2010, at jeg for alvor begyndte at spille managerspil på nettet. Men jeg spillede faktisk sammen med min far i managerspillene i 90’erne, hvor man gjorde det analogt i avisen – altså sendte et brev ind med sine valg, og derefter fulgte resultaterne dagen efter i avisen. Jeg spillede både i BT og sofa-hold i Politikken.

Jeg er egentligt ikke specielt god til spil på holdet.dk – det med koncentration over lang tid – her vinder mine venner fra cykelgruppen stort set altid over mig… 

– Kommer du til at spille med igen?

Ja, helt klart. Alle Grand Tours – og så plejer jeg også at have et Super Manager-hold – det kunne jeg bare ikke rigtigt overskue i denne omgang, da Tour-holdet fyldte så meget. Selvfølgelig også et VM-hold. Grundlæggende er det bare sjovt at være med – især når man spiller imod de samme igen og igen.

– Hvorfor bør andre overveje at spille med?

Af samme årsag som ovenstående. Det er bare sjovt. Fordelen ved holdet.dk er især, at man kan rette op på de fejltagelser, man måtte have lavet, så der er hele tiden noget at spille for.

Så er der blot tilbage at ønske stort tillykke med sejren og velkommen på Hall of Fame.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *