Corona-sats fejlede, men Preben sejrede

Preben Outzen havde gerne solgt sejren i Corona-pausen, men et Bayern sats lykkedes og han strøg helt til tops i Champions Manager 2019-20.

“Det var en lidt underlig oplevelse, at gå og håbe på at spillet lukkede for at man kunne vinde 2.000 kr. – og så ender man med at vinde det hele.” – forklarer Preben Outzen. 

Det er marts måned og 1/8-dels finalerne i Champions League står på programmet. 

Men nyhedsfladen er fyldt med andet end formkurver og startopstillinger. Der står Corona og nedlukning på samtlige gule nyheds-bjælker. Det gælder også i sportens verden, hvor Premier League og Superligaen er suspenderet.

Preben Outzen ser det som en mulighed. Han sætter sit hold, som var runde 8 den sidste runde i Champions Manager 2019-20, og håber på at spillet slutter efter denne runde.   

“Jeg kom faktisk op på 5. pladsen efter den runde, og så fortæller jeg alle i verden at det Champions League managerspil – det skal bare lukkes. Jeg står jo til at vinde 2.000 kr.!!” 

Men som resten af verden kom der gang i Champions League igen.

“Da jeg så, at det hele åbnede igen, så var det jo lidt noget pis. For der manglede en halv runde, og jeg havde slet ikke de spillere, som jeg gerne ville have.” – reflekterer Preben Outzen. 

All-in på Bayern

Vinderen af Champions Manager Preben Outzen

Preben Outzen, der er 33 år og bor i Aller ikke langt fra Haderslev, har selv spillet fodbold i over 20 år. Han har spillet manager i de seneste 10 år. Det er tidligere blevet til en sejr i det spil, der i gamle dage hed Superliga Manager. 

Favoritklubberne er Esbjerg og Manchester United, men da ingen af disse er med i Champions League, så faldt valget på Bayern-spillere, da slutspurten skulle sættes ind. 

“Champions Manager er et af de få spil, hvor det kan betale sig at handle rigtig meget til hver eneste runde” – forklarer Preben Outzen, som tog et sats i runde 9 og købte 7 Bayern München spillere.

“Jeg så et Barcelona-hold i krise, og så gik jeg all-in på Bayern München. Jeg havde især fokus på Ivan Perisic frem for Serge Gnabry for at skille mig lidt ud fra de andre hold”- fortæller Preben Outzen som desuden takkede Klubhuset for gode managertips inden spilstart.

Adrenalin-kick i finalen

Det tyske sats gik godt og vejen til toppen var banet for det bayern-domineret managerhold. Det gav også ekstra spænding til Champions League finalen mellem PSG og Bayern München.

“Det var et adrenalin-kick af den anden verden. Min kone kan også godt lide at se fodbold, men jeg har da sjældent set hende sidde og hoppe så meget i sofaen, som jeg selv gjorde.” – forklarer Preben, der kølede nerverne og fejrede sejren med et par øl den aften. 

“Det er sjovt hvad managerspil kan gøre ved en. Det er jo bare et spil. Men når det også er ens hobby at følge med i fodbold, så betyder det pludselig lidt mere.” – fortæller en begejstret Preben, der efter Champions League finalen 2020 modtog en masse lykønskninger fra venner og familie. 

Og til seneste fodboldarrangement med vennerne var Preben Outzen da også iført Guld-pin til stor misundelse for resten af Tipslørdag-klubben. 

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *