Frank Bolding trodser Palmer-panik og vinder Premier Manager

Det var tæt til det allersidste, men tirsdag aften blev det en kendsgerning: 35 årige Frank Bolding vinder Premier Manager – Efterår 2023.

Det er tirsdag aften 2. januar 2024 – og nytårsaften hænger stadig lidt i kroppen. Brightons tyske midtbanedynamo Pascal Gross får bolden uden for feltet. Der mangler fem minutter af kampen mod West Ham. Stillingen er 0-0. 

En scoring af Gross vil betyde, at sejren i Premier Manager tilfalder spillets øjeblikkelige nr. 4, som styres af Kenneth Chabert. Pulsen stiger hos Frank Bolding. Hans hold – Veni Vidi Vici III – ligger nr. 1 med under fem minutter tilbage af sidste kamp i sidste runde. 

Gross tæmmer bolden. Lægger an. Skyder. 

En West Ham forsvarer kaster sig heroisk ned og blokerer skuddet. The Hammers redder Franks aften og manager-sæson – og triumfen er en kendsgerning 10 minutter senere. Frank Bolding, som har sat næsten 300 managerhold siden han første gang spillede med i Formel 1 Manager i 2010, har vundet Premier Manager – Efterår 2023. 

“Den sidste runde var en følelsesmæssig rutsjebanetur uden lige” – fortæller Frank Bolding, som var tæt på at smide det hele i sidste runde. 

Palmer panik 

Frank Bolding, som til dagligt er lærer, havde et solidt forspring på 280.000 inden finalerunde, men en transfer er ved at koste ham sejren.

“Jeg laver en strategisk hjerneblødning i sidste runde. Alle bag mig har Cole Palmer, som jeg solgte for to runder siden og da jeg havde stor fidus til Manchester City imod Sheffield United, så jeg købte Bernardo Silva og Julian Alvarez til sidste runde”. 

Selvom Manchester City vinder og Alvarez scorer, så laver Cole Palmer to mål og en assist – og det bliver derfor helt tæt frem til de allersidste minutter af sidste kamp – og Bolding vandt med et forspring på kun 21.082 til nummer to. 

“Normalt følger min kone ikke med i fodbold, men tirsdag aften så hun – nok for første gang – en hel fodboldkamp – og så måtte jeg lige forklare, hvem der ikke måtte score eller lave assist undervejs” – fortæller Bolding som fejrede sejren med familien hjemme i Haderslev.

Veni Vidi Vici III

Vinderholdet

Vinderholdet, som det så ud efter 20. og sidste runde.

Håland eller ej

Det store spørgsmål inden spilstart i Premier Manager – Efterår 2023 var: Køber du Håland eller ej? 

Franks tilgang var en helgardering. Han satte tre hold – to uden Håland og ét med Håland. Vinderholdet Veni Vidi Vici III var uden Håland – og havde Salah som den dyre spiller – og ofte også kaptajn-valget. 

Selv fremhæver Frank Bolding, at der var en vis portion held bag sejren. Specielt indkøbet D. Solanke til runde 18, hvor han laver hattrick – og indskiftningen af M. Kudus i runde 17, som kvitterede med 2 mål var med til at bringe hans hold frem til sejren. 

Der skal lyde et stort tillykke med sejren og en plads på vindernes Hall of Fame. 

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *