Billede: Flickr

Får Sagan hul på bylden?

Sølle 17 sekunder skiller 1. og 5. pladsen i Vueltaen – og feltet tager nu fat på tre varierede etaper, der dog alle har det til fælles at de passer Peter Sagan perfekt. Læs her vores optakt til Vueltaspillet.

Efter en optaktsløs indledning på Vueltaspillet, grundet studiestart og rustur, er jeg nu tilbage. Og i rette tid! De næste tre etaper stiller måske ikke store krav til rytterne, men som manager er der vigtige strategiske valg at træffe i managerspillet til Vueltaen. Mange har sikkert et hold, der er fyldt op med klassementsryttere, og selvom at ingen af dagene direkte synes at være for dem, skal man næppe sælge ud af dem alle. I denne blog vil jeg forsøge at hjælpe dig med at finde den rette balance.

Behold en stamme af klassementsryttere

10. og 12. etape ligner rigtigt nok to dage for sprinterne. Nu da styrkefordelene imellem dem synes afsløret, kunne mange derfor føle sig fristet. Jeg vil dog mande til besindelse. Det er nemlig svært at spå om, hvilket omfang en spurt vil blive afviklet de dage. Visse sprintere kan risikere at blive sat inden målstregen. Læg dertil den stærkt kuperede 11. etape. Som manager skal man således enten bruge en voldsomt masse transfergebyr eller forberede sig på et stort minus en af dagene. Ingen af delene synes at kunne betale sig.

Som jeg ser det, burde du kunne nøjes med at sælge 2-4 ryttere. Gerne de eventuelle udbrydere, du måtte have, og måske en dyr bjergrytter som Miguel Lopez, der endnu ikke ligger alt for højt i klassementet. Således burde du kunne finde plads og råd til en håndfuld af de mest attraktive sprintere. På den måde slipper du for alt for store omkostninger i form af transfergebyr mellem de forskellige etaper.

Sagan eller ej?

Sagan kan gøre forskellen for dig

Selvom det kan være svært at spå om hvem præcis, der kan være konkurrencedygtig på de forskellige etaper, er der én rytter, der synes at sikre en garanti. Peter Sagan kan potentielt vinde alle tre etaper, og havde han været i Tour-form, havde han været totalt uundgåelig. Det er han dog ikke, men formen synes bestemt i fremgang. Verdensmesteren har således været tre gange i top 3 indtil nu, men er endnu uden en sejr. Den kunne sagtens komme en af de kommende dage.

Sagen er dog, at det kan blive svært at få råd til ham. Da jeg anbefaler, at man holder fast i de fleste klassementsryttere, må man som manager sandsynligvis vælge mellem enten Peter Sagan eller Elia Viviani. Slovakken er det bedste valg over tre dage, men tror man, at man kan undvære den åbenlyse favorit, Viviani, hvis der er udsigt til en spurt? Medmindre du skal ud og satse, er svaret for mig at se nej.

Læs også guiden til Vueltaspillet 2018 for mere taktik og strategi.

Ryttertips

Elia Viviani er et must have, medmindre du skal satse

Den første rytter jeg vil finde plads til er Elia Viviani (12.850.000). Selvom han er en dyr herre, og skal af holdet allerede igen på 11. etape, vil jeg ikke tøve med at finde plads til ham. Quick Steps lead out har rigtigt nok kikset to gange i streg, men i mine øjne er Viviani kæmpefavorit. Særligt på 10. etape, men nok også på 12. etape.

En anden rytter der bør være fast inventar på alle hold ved rundestart imorgen, er unge Simone Consonni (3.550.000). UAE-rytteren har næppe farten til at vinde, men er robust nok til at sidde med, selv hvis Sagans hold skruer bissen på. Consonni har tilmed allerede to top 5 placeringer i spurterne. Super værdi for pengene.

Et andet spændende, men ikke oplagt valg, er føromtalte Peter Sagan (14.100.000). Som sagt passer etaperne ham perfekt, og hvis formen blot er blevet det lille nøk bedre, kan han vinde – også spurter over Viviani. Et godt valg, hvis man skal satse. Et andet spændende, men risikabelt valg, er Maximilian Walschield (2.700.000). Den unge tysker er lynhurtig i en flad power spurt som på 10. og delvist 12. etape. Desværre hænger han ofte bagefter på selv det mindste vejbump, hvis farten er høj. Meget afhænger derfor af, hvordan 10. og 12. etape bliver kørt.

Hvis du tørster efter mere indhold, deler jeg hver dag under Vueltaen uf af mine tanker og mit hold på min Facebook-side, MANIAGER. Jeg ligger pt nummer 36, så forhåbentlig kan jeg fortsætte den gode stime af værdifulde råd.

 

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *