Nu skal det afgøres i La Liga Manager 2023: Sæsonens sidste optakt
2. juni 2023 La Liga ManagerSidste runde La Liga Manager 2023 kalder, og der er lagt op til et nedrykningsdrama på tværs af kampene, hvor flere er i knibe. Lyden af La Liga-optakten er serveret til dig forud for den sidste spillerunde.
Så skal det hele afgøres i Spanien. Der er derfor en masse motivationsspørgsmål i spil, når vi anbefaler de gode indkøb frem mod den sidste, neglebidende runde i La Liga Manager 2023. Hele seks hold kæmper for at undgå at lande på den sidste nedrykningsplads og gøre Espanyol og Elche selskab i Segunda División. Lige så mange hold kæmper om den sidste adgangsbillet til europæisk fodbold. Nemlig i form af den Conference League-givende syvendeplads.
I begge ender er der direkte opgør blandt kombattanterne. I nedrykningsdramaet mellem Real Valladolid og Getafe er der også duel mellem Lyden af La Liga-værterne Jonas Knudsen og Paulo Chichon. Jonas tror på Valladolid, mens Paulo tror på Getafe – og det kommer til udtryk i rundens anbefalinger i La Liga Manager 2023.
Lyt til optakten
Med Ünal ude i den sidste vanvittige overlevelseskamp må Getafe kigge nye steder hen efter målene. Nedrykningskampe har det med at fremprovokere overraskende helte, og i sidste runde scorede den unge angriber Juanmi Latasa sit første sæsonmål for Getafe. Paulo tror, han har fået nok vind i sejlene til igen at afgøre det og dermed redde sin klub.
Cyle Larin har haft krudt i støvlerne lidt længere tid. Ja, faktisk lige siden han ankom i januar og straks besatte en plads i Real Valladolid-fansenes hjerter. Den stærke canadier har alle remedierne til at afgøre fodboldkampe med mål og oplæg, hvilket han senest viste i 3-1-sejren over FC Barcelona. Jonas tror, han holder Valladolid oppe.
Osasuna kan selv afgøre skæbnen og kvalificere sig til europæisk fodbold med en sejr over Girona, som kæmper med om samme plads. David García har med godt forsvarsspil og lejlighedsvise mål bragt sig ind på det spanske landshold, og vi tror, at forsvarskæmpen kommer til at krige de røde fra Pamplona hele vejen ud i Europa.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *