Optakt: 5. etape i Vuelta a España 2020
23. oktober 2020 VueltaspilletTæt på samtlige ryttere kan køre med om sejren på 5. etape af Vueltaen. Vi leder efter nålen i høstakken.
De første fire etaper har indtil videre været hårde, men i al beskedenhed også ganske forudsigelige. Det ændres der på 5. etape, der byder på en 185 kilometer lang etape, hvor de første 110 kilometer er flade, mens de resterende kilometer foregår i et langt mere kuperet landskab.
For eksempel skal Alto de Vio (13,5 km – 4,7 %) og Alto de Fanlo (6,4 km – 4,6 %) først passeres. Sidstnævnte stigning topper små 50 kilometer fra målstregen. Fra toppen af denne følger en lang nedkørsel, inden rytterne med 27 kilometer tilbage af etapen står ved foden af Alto de Petralba (8,7 km – 5,2 %). Fra toppen af denne følger en nedkørsel, inden etapen slutter med en kort lille bakke, der næppe gør alverdens forskel.
Her kan du høre Klubhusets optakt til Vueltaspillet 2020.
Ryttertips til 5. etape
Det er lidt af et større lotteri. Sådan er det bare på en etape som denne. Vi har ikke for alvor set hvordan lykkeridderne har timet formen, så nedenstående anbefaling er med forbehold:
Tim Wellens er lidt det oplagte valg på udbrudsetaper. Han kan nemlig det hele, og han er meget stærk i udbrud. Til gengæld er han ikke helt så formstærk i øjeblikket. Når det er sagt, så kan han sagtens have fundet benene til Vueltaen. Han plejer at være garant for nogle store triumfer, men faktisk er han sejrsløs i denne sæson indtil videre.
Michael Valgren er som altid en rytter, der er oplagt på en etape som denne. Desværre har han nogle gange svært ved at ramme det afgørende udbrud, men hans form under VM var meget opløftende. Kan han ramme dagen, så er den åbne finale ganske god for danskeren.
Aliaksandr Riabushenko var lidt af en sejrsmaskine som U23-rytter, hvor han blandt andet vandt U23-EM i 2016 samt ungdomsudgaven af Lombardiet Rundt i 2017. Han har haft lidt sværere ved det som professionel, men har ikke desto mindre vist lidt af talentet i de italienske endagsløb. På en god dag kunne han være en god kandidat.
Der er selvfølgelig en chance for at et udbrud holdes i snor. Sker det, så er det fortsat Roglic, Martin og co., der indtil videre har vist sig at være hurtigst af de stærkeste. Jeg forventer dog et udbrud, og optaktens tre bud er baseret på det.
Du kan også få flere managertips ved at følge Klubhuset i din favorit podcast app:
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *