Viborg-anfører var millimeter fra Premier Manager titel
11. januar 2021 Premier ManagerDen 29-årige fynbo og professionelle fodboldspiller, Jeppe Grønning, var tæt på at tage sejren i Premier Manager – efterår 2020.
Så tæt på, men alligevel så langt fra. Den hårdtarbejdende midtbanespiller fra Viborg, kunne blot se til, da Mohamed Salah og Liverpool skuffede i efterårets sidste runde, da de tabte 0-1 til Southampton. Det betød, at Jeppe måtte nøjes med en 2. Plads.
Jeppe Grønningen er professionel fodboldspiller og anfører for Viborg, der befinder sig i toppen af 1. division. Han har spillet i klubben i ni år, og må siges at være en sand klubmand. Han er kendt for sit hårde arbejde på midtbanen og han har tidligere været med til at sikre Viborg oprykning til Superligaen.
Er der en sammenhæng?
Viborg ligger i skrivende stund på 1. pladsen, de er ubesejret i 1. Division og Jeppe er godt på vej til at sikre klubben endnu en oprykning. Men det er ikke kun som aktiv fodboldspiller at han gør en god figur. Han er også en fremragende manager på holdet.dk. Men er der en sammenhæng mellem at være professionel fodboldspiller og være en dygtig managerspiller?
“Det jeg prøver at sætte mig ind i er, hvem spiller i de andre turneringer, som pokalen og Champions League. Derefter prøver jeg at forestille mig, hvordan træneren roterer udfra de oplysninger. Så jeg kigger på, hvem der kan have tur i den, for jeg ved som fodboldspiller, hvor meget selvtillid kan betyde. Jeg tror dog ikke, at der er nogle hemmelige fif’s, man kender til som fodboldspiller. Jeg har jo ikke nogen intern viden hos nogle hold, så jeg tror ikke at jeg som professionel har nogen reel fordel, i forhold til managerspil.” Fortæller Jeppe Grønning.
Ikke kun for hyggen
Der køres også gerne interne mini ligaer på 1. Divisionsholdet, men det er ikke altid at Jeppe er lige sjov at spille mod.
“Vi har ofte nogle turneringer på holdet, hvor vi holder øje uge for uge. Men jeg er ret ambitiøs og det er jeg også med mit managerhold, så jeg går efter at vinde hver gang, men så bruger jeg også en del mere tid på det end mine holdkammerater. Jeg tror ikke altid, at de synes, det er så sjovt at spille mod en, som ikke kun gør det for hyggens skyld”- Griner Viborg-anføreren.
Manageren Jeppe
Jeppe har spillet managerspil i mange år. Han spiller med i forskellige ligaer, og har også et par flotte placeringer på CV’et. Det er bla. blevet til en 4. plads i Champions Manager 2019/2020, en 6. plads i Premier Manager – Efterår 2018 og nu altså også en 2. plads i Premier Manager – Efterår 2020.
Men der er ingen tvivl om, hvor han har sit fokus.
“Det er klart Premier Manager, som jeg lægger mest tid i. Jeg spiller også de andre spil en gang imellem, men det er mere på hyggebasis. Jeg er en kæmpe Premier League nørd og går så meget op i det, at hvis jeg skulle gå lige så meget i dybden med andre ligaer, ville jeg ikke have tid til andet.” – Forklarer Jeppe Grønning.
Ramt af managerspil
Vi kender det allesammen: Managerspil-effekten. Kampe man normalt aldrig ville se, bliver pludselig spændende, fordi man har satset på en bestemt spiller. Det ellers så smukke kærlighedsforhold til favorit klubben, kommer alvorligt på prøve, når de spiller mod nogle af de spillere man har på sit hold. Det er ikke altid let, men sådan er det, når man spiller managerspil.
Det kender Jeppe godt:
“Da jeg var yngre var jeg kæmpe Manchester United fan, men det har ændret sig lidt siden jeg er begyndt at spille managerspil. Nu handler det mere om, hvem jeg har på mit hold. Den ene runde elsker jeg Bruno Fernandes, men i næste runde kan jeg ikke lide ham, hvis ikke jeg har ham på mit hold. Så jeg bliver påvirket udfra, hvilke spillere jeg har på mit hold.” Griner Jeppe Grønning.
Stats, stats, stats!
Jeppe er en talnørd, der elsker statistik. Det bruger han meget i sin forberedelse til managerspillet og det er en stor del af hans strategi.
Han bruger også den såkaldte moneyball teknik, der nok er bedst kendt fra baseball, som en del af sin strategi. Det er en strategi som er baseret på statistik og tal på hver enkelt spiller.
“Jeg kigger enormt meget på statistikker. Jeg kigger på trends i forhold til afslutninger, spillere, der spiller, og spillere, der kan komme ind og overraske. Jeg kigger meget på tidligere runder, for at se om jeg kan finde nogle spillere, der skiller sig ud, og som man måske ikke lige havde regnet med kan komme ind og præstere.” – Fortæller Jeppe og fortsætter om det taktiske:
“Jeg starter som regel med at lave tre hold, hvor jeg har nogle spillere, der går igen på alle hold, men med et hold som er bedre end de andre, i forhold til kampprogram og statistiker. Så forsøger jeg at brede det lidt ud, der hvor jeg er i tvivl og ikke vil satse for meget. Det gør, at jeg forhåbentlig har et hold med, når man når længere ind i spillet. Det er rigtig vigtigt at skabe sig en god indtægt til at starte med, så man har lidt at handle for.“ – forklarer Jeppe Grønning, som bor i den jydske domkirkeby med sin kone og deres lille barn.
Lytter ikke til eksperter – holder sig til data
Jeppe forsøger at undlade at lytte til ekspertråd, og holder sig til sin strategi og den data han indsamler i sin research.
“Jeg forsøger ikke at lytte til andre, fordi jeg kan godt blive lidt frustreret, hvis mit valg ikke lykkes og det er fordi jeg har lyttet til andre. Men jeg tror at min research er i tråd med klubhuset, for jeg ved godt, hvad de laver. Jeg bruger Premier Leagues officielle statistikker, hvor jeg kan se rå data – hvor mange boldberøringer har den enkelte spiller, hvor mange chancer bliver der skabt og tung statistik i det hele taget. Det kan jeg rigtig godt lide, og her kan jeg også bruge min uddannelse, hvor jeg også bruger statistik rigtig meget. Det er også det, som gør det hyggeligt for mig, ved at spille managerspil, at jeg kan nørde lidt i statistikkerne og se, hvor den ene spiller skiller sig ud fra den anden.”
Sidste runde afgjorde det hele
Den sidste runde blev altafgørende for, om Jeppe ville tage den samlede sejr. I den sidste kamp skulle Liverpool møde Southampton på udebane. Her var en god præstation fra Mohamed Salah afgørende for, hvem der skulle tage Premier Manager trofæet i efteråret 2020. En assist og et mål ville sende trofæet til Viborg, men kampen endte 1-0 til Southampton, og dermed måtte Jeppe se sig slået på målstregen og tage sig til takke med en 2. plads.
“Det var ingen tvivl om, at jeg skulle have Salah på mit hold for at tage sejren. Han var min go-to guy under spillet, og havde været god for mig i gennem spillet. Det var derfor også lidt tragikomisk, at det var ham der kunne have sikret mig sejren til sidst, men ikke gjorde det.” – Fortæller en skuffet Jeppe Grønning.
De gode råd
Jeppe er midt i eksamensskrivning, men havde alligevel tid til at sende et par gode råd vores vej til forårssæsonen 2020.
“Det er en dobbeltrunde for et par af holdene, hvor nogle af de store hold har nogle favorable kampe – i hvert fald i anden runde. Så er der nogle spillere, som jeg synes er gode at have. Det er De Bryune, Bruno Fernandes og spillere i den kaliber. Men også spillere som Romain Saiss og Kieran Tierney gjorde det begge to rigtig godt for mig. Jeg synes, det er vigtigt at vælge de sikre valg til at starte med, især når man kigger på kampprogrammet. Der skal man have spillere med fra City.” – Afslutter Jeppe Grønning.
Vi ønsker Jeppe Grønning stort tillykke med 2. pladsen samt held og lykke i kampen om oprykning til Superligaen.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *