Sprinternes sidste chance
16. maj 2018 GirospilletEn vanvittig Giro kører ind på to flade – og måske forudsigelig – etaper. I næste blok fokuserer den tidligere manager-vinder Frederik Ingemann på sprinterne – og han har fidus til en dansker.
Løbets længste og 4. blok viste som forventet også at være den vanskeligste fra et managerperspektiv. Den bød på alt fra sprint, kaos og hidsige afslutninger. Særligt 10. etape udviklede sig til et festfyrværkeri, ingen kunne have forudset.
Trods den brede alsidighed i etaperne, var blokkens mest succesrige managers dog dem, der formåede at holde fast i mange klassementsryttere. Denne transferforsigtige stil er dog ikke altid den rette vej at gå.
Giroen skifter nu for en kort stund karakter, hvorfor dit hold i Girospillet 2018 følger med.
Farvel til det uforudsigelige
Blok 5 består af to af løbets mest forudsigelige og identiske etaper. To hovedsageligt flade etaper, der begge inkluderer en mindre bakke i slutningen, hvilket dog, trods det senere stadie i Giroen, ikke bør bekymre sprinterne.
Eneste undtagelse var Jakub Marezcko, der typisk bliver sat så snart feltet rammer det mindste vejbump. Den hurtige italiener har dog forladt løbet og dermed efterladt et endnu mindre udvalg af sprintere. Sammenholdt med, at vi nu har resultaterne fra en række massespurter tidligere i løbet, burde det derfor være så meget desto nemmere at få mange sprintere i top 15.
Det kan derfor nu, modsat hvad jeg tidligere har været lidt skeptisk overfor, rigtigt godt betale sig at finde spenderbukserne frem og investere i hele 8-9 sprintere.
Det bedste forsvar er et angreb – og omvendt
Vi er nemlig ved at være der i løbet, hvor det ikke burde være umuligt at ramme 8-9 sprintere i top 15. Styrkeforholdene er efterhånden på plads, og vi har en god idé om, hvem der overhovedet kører efter spurterne. Du skal derfor passe på med at spille alt for konservativt, bare fordi du ligger, hvor du gerne vil. Det vil faktisk været satset at være for påpasselig med udskiftningerne.
Du kan overveje om du vil holde på Simon Yates i førertrøjen, men ellers ville jeg kun investere i sprintere og ikke som tidligere en holdkammerat til én af spurtkongerne. Det faktum, at det er to efterfølgende flade etaper gør, at de store transfergebyrer burde betale sig selv hjem.
Omvendt er vi også så langt i løbet, hvor du måske halter lidt efter venner og konkurrenter, og derfor er fristet til at satse. En mulighed kunne fx være at holde på sine klassementsryttere og håbe på, at et udbrud eller sent angreb kører hjem én af dagene.
Jeg synes dog ikke, at denne blok er oplagt til sådan et sats, så find tålmodigheden frem. Der kommer flere chancer. Du kan dog sagtens benytte blokken (etape 12 & 13) til at æde ind på dine konkurrenter.
Hvis du har brug for yderligere hjælp, så tjek også managerguiden til Giro d’ Italia – og så har jeg samlet nogle konkrete ryttertips.
Den uundgåelige: Elia Viviani (10.900.000)
Ingen overraskelser her. Feltets hurtigste og Girospillets dyreste sprinter har allerede vundet to etaper og er den aktuelle indehaver af pointtrøjen. Quick-Step er 100 % dedikeret til deres italienske sprinter. Det vil være en overraskelse, hvis Viviani ikke vinder minimum én af de to etaper i denne blok.
Value for Money: Danny van Poppel (3.800.000)
Den unge hollænder har endnu ikke leveret på det niveau, jeg havde forventet. Jeg synes dog, at jeg har set forbedringer i de seneste spurter og da hans lead-out stadig er intakt, forventer jeg at han kæmper med om etapens podieplaceringer.
Jokeren: Kaptajn-valget
For første gang vil jeg ikke pege på en rytter, men derimod et alternativt kaptajnvalg, som bloggens joker. Sam Bennett lykkedes nemlig i den seneste spurt at slå Viviani og dermed vinde sin første Giro-etape. Bennett har på de efterfølgende hårde etape været markant bedre kørende end sin italienske konkurrent, som måske i højere grad vil være slidt inden en ny duel i morgen. Viviani er nok stadig favorit, men hvis du leder efter et sted at gøre en forskel, kunne Bennett som kaptajn være en mulighed.
Bonus Jokeren: Mads Pedersen (3.200.000)
Skal jeg alligevel nævne en rytter som joker, vil jeg pege på vores egen Mads Pedersen. Den unge dansker blev nummer 8 i den seneste spurt, men sagde selv, at han kunne have kørt top 5. Et par hårde etaper på det seneste burde kun gavne den stærke dansker i forhold til sine konkurrenter. En top 5 placering i én af spurterne er meget sandsynlig.
Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *