Andreas Wind undgik gummiben og vandt Tourspillet 2024

31. juli 2024 Tourspillet Skrevet af Ida Hummeluhr

Den 33-årige journalist, Andreas Wind, er vinderen af Tourspillet 2024. Med alt at tabe i de sidste runder, var der fuld spænding i timerne op til, at sidste handel lukkede.

Hvordan er det at have vundet blandt så mange tusinde hold?

Det føles ret uvirkeligt – mest fordi, jeg forestiller mig, at der må være mange dygtige og erfarne spillere med, der ved, hvad de laver. Samtidig er jeg også lettet over at skulle slippe for skuffelsen ved en 2. plads – jeg lå nemlig nr. 1 i runderne op til den sidste etape, hvilket betød, at jeg havde alt at tabe.

Hvem har du spillet med?

Bare mig selv. Sammen med kollegaerne har vi en liga hvert år i Tourmanager, men i Tourspillet 2024 har det bare været mig mod resten af DK.

Hvad har taktikken været for dig undervejs?

Først og fremmest har jeg været heldig på nogle ret væsentlige tidspunkter. Jeg havde ikke Mads P, da han styrtede, jeg droppede i sidste øjeblik at købe storfavoritten til etape 18, Van der Poel, hvor han og feltet endte med at komme ind 13 minutter efter vinderen. Jeg smed Gall inden hans nedtur, og så ramte jeg Carapaz’ gyldne dage i sidste uge.

Andreas Wind, vinderen af Tourspillet 2024.

Jeg vil ikke sige, der har ikke været en overordnet strategi, men jeg har haft et par principper, jeg forsøgte at holde mig til for at undgå fortidens fadæser.

For det første ville jeg aldrig spille med hjertet – for så risikerer man at ignorere, at Mads P nok er prissat lidt for højt, eller at en Vingegaard på 2. pladsen faktisk vækster mindre end en Evenepoel på 3. pladsen.

For det andet ville jeg undgå dumme sats bare for at kunne tage størst muligt spring i en enkelt runde – i stedet forsøgte jeg at spille stabilt og følge strømmen mest muligt ved at læse Ekstra Bladets optakt, men så udvælge små og billige variationer og sats.

For det tredje ville jeg altid have i baghovedet, at hvis en rytter i en Grand Tour kører stærkt i dag, så gør han det nok også i morgen – også selvom etapeprofilen måske ikke passer perfekt til rytteren.

I sidste halvdel af touren er det ofte mange af de samme, der rammer udbruddene hver dag. Det betød, at jeg undgik at satse på Mathieu Van der Poel til etape 18, selvom han var storfavorit hos bookmakerne, og at jeg ramte Kwiatkowskis tredjeplads på samme etape.

Gik du fra starten af ind til managerspillet med troen og håbet om at vinde?

Nej, slet ikke. Jeg gik ind til spillet med en tanke om, at jeg ville prøve ikke at fucke det op i år, ikke at tage dumme sats, ikke glemme at stille hold, og så slutte af med at ramme top 1%.

Hvornår gik det op for dig, at du havde en reel chance?

Særligt på to tidspunkter. Jeg havde en ret elendig runde 16 og 17, hvor jeg den første dag glemte at sætte Philipsen på som kaptajn i stedet for Pogacar, og den næste dag fik en rundeplacering som nr. 32.400. Alligevel faldt jeg ”kun” fra 5. til 11. pladsen i den samlede stilling over de to dage. Der tænkte jeg, at jeg var godt med, når sådan en brøler ikke gik værre.

Anden gang var efter 19. etape, hvor Pogacar udtalte, at UAE ville lade udbruddet køre hjem den næste dag. Jeg havde nemlig Carapaz på mit hold, og den udtalelse betød, at jeg ikke behøvede at sælge ham til fordel for en klassementsrytter for at spille sikkert.

Men samtidig ville det være svært for de af mine konkurrenter, som ikke havde ham i forvejen, at investere i ham for kun én dag. Og skulle udbruddet ikke holde hjem, ville han stadigvæk have været kørt efter bjergpoint, og jeg ville kunne dække mig nogenlunde ind ved at have Pogacars som kaptajn.

At etapen så udspillede sig sådan, at Pogacar vandt og Carapaz kom ind på tredjepladsen er bare heldigt. Ligesom det faktum, at jeg 20 sekunder før handlen lukkede den dag – for jeg ved ikke hvilken gang – rev anførerbindet af Carapaz og over på Pogacar.

Hvordan var sidste etape for dig?

Den var faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet under selve etapen.

Men timerne op til at handlen lukkede, var forfærdelige. Jeg var bange for at dumme mig og få gummiben. For jeg burde jo vinde, når jeg førte med 120.000 kroner. Det gav bestemt ikke en mere behagelig følelse. Alt at tabe. Og man ved ikke hvornår, man har tænkt sig nok om. Om man burde åbne Excel en sidste gang og regne på endnu et scenarium. Og så den indre diskussion med sig selv om, om man skal gardere sig mod det, man tror ens modstandere gør, eller om man skal ignorere dem og bare lave det bedst mulige hold, som man plejer?

Men allerede da runden gik i gang, og jeg kunne se mine modstanderes valg, kunne jeg se, at jeg skulle være uheldig for at smide 1. pladsen. De nærmeste forfølgere havde brugt cirka lige så mange penge som mig, så forspringet var stadigvæk over 100.000.

Mit eneste ømme punkt var, at nummer 2 havde Van Wilder og Vingegaard. Jeg havde ingen Wilder, og så havde jeg Remco. Hvis Van Wilder havde en kongedag og kørte top-7, Vingegaard slog Pogacar, og Remco styrtede på nedkørslen, ville det se sort ud. Men allerede ved Van Wilders første mellemtid kunne jeg godt se, at han i hvert fald ikke blev top-10.

Skal du fejre din sejr, eller har du allerede taget forskud på det?

Jeg har ikke planlagt nogen fejring, men jeg inviterer nok min kæreste ud at spise – der skal kompenseres for to uger i Italien, hvor jeg har siddet i skyggen og været asocial og EU-roamet, som om i morgen ikke fandtes. Det var heldigvis det værd i sidste ende.

Tourspillet