Cykelpodcast: 10 Tips til Tourspillet

Få styr på Touren med 10 tonser gode tour-tips – og hør 45 min. optaktspodcast – fra Det 3. Hjul.

Velkommen til Det 3. Hjuls blogindlæg om Tourspillet på Holdet.dk. Vi vil med denne guide forsøge at klæde dig bedst muligt på til at kunne slås med i den sjove ende af tabellen, men vigtigst af alt slå din ven eller kollega!

Mit navn er Jonas Øhlenschlæger Hansen. I samarbejde med mine to medværter Asser Jorsal Pelle og Lars Drost Hundebøll har vi podcasten “Det 3. Hjul”. Her diskuterer vi professionel cykelsport på godt og ondt, og kommer med optakter samt analyser af både kommende og netop afsluttede store cykelløb. Fra torsdag d. 27/8 kan du lytte til et specialafsnit, hvor vi taler løst og fast om årets version af Tourspillet. Her kommer vi blandt andet hver især med vores bud på top 3 ryttere i kategorierne “Bedst til prisen” og “Årets væksttopscorere”. Derudover laver vi også optaktsafsnit om alle Tourens trøjer. Find afsnittene i din podcast app, på iTunes eller Spotify.

Vi elsker cykelmanagerspil på Holdet.dk. Min bedste placering er en samlet 2. plads i Girospillet i 2017. Lars og Asser er uforstående over, at de på trods af flere gode forsøg stadig har en podieplacering til gode. Jeg giver dem oftest ret i, at det må være rent uheld! Du kan dyste mod os og mange andre cykelnørder i vores gruppespil: “Det 3. Hjul – Podcast” i Tourspillet 2020. 

Lad os så komme igang med guiden!

Brug den nødvendige tid

Hvis du vil kæmpe med om de sjove placeringer, skal du være indstillet på at sætte tid af, så du kan lave velovervejede beslutninger. Alle scenarier skal overvejes. Vi bruger ca. 30-60 minutter om dagen på at sætte vores hold (og vi har kendskab til managere, der bruger op til flere timer dagligt). 

Her bruges tiden bedst på at nærstudere etapeprofilen og læse vores foretrukne engelske optakter. Hvis du har god tid, så er Twitter også et fremragende redskab. Her kan du få de seneste updates vedrørende skader m.m.. Vi starter altså med et ret banalt råd: God forberedelsestid er en nødvendighed, hvis du vil give landets dygtigste og mest dedikerede cykelmanagere baghjul. 

Top 3: total vækst
Spillet er slut
5.825.000
1. Tadej Pogacar
UAE Team Emirates
19.825.000
4.057.000
2. Remco Evenepoel
Soudal Quick-Step
15.057.000
3.670.000
3. Jonas Vingegaard
Team Visma | Lease a Bike
16.170.000
Holdet.dk

Køb minimum to guld+ hold

Hvis du spiller for sjov, og dit primære fokus er på indbyrdes konkurrence i mindre gruppespil, så er dette råd ikke til dig. Har du derimod ambitioner om at spille med i den sjove ende af tabellen – med håbet om at vinde de store præmier, så skal du være klar på at investere lidt i spillet. Du er nemlig oppe imod managere med op til 8-10 hold. 

Disse managere vælger at have så mange hold, så de kan helgardere sig og være sikre på, at minimum et par af deres hold får en god start i Tourspillet. Denne gode start er afgørende for, at du har råd til at købe de bedste klassementsryttere. Du behøver dog langt fra at købe 7-10 hold. Personligt har jeg altid to hold. Men der er ingen tvivl om, at jo flere hold desto bedre.

Tænk langsigtet

Transfergebyret på 1% betyder, at du bliver nødt til at tænke langsigtet. Hver gang du ønsker at købe en ny rytter til den kommende etape, bør du overveje om denne rytter, ligeledes kan gøre sig gældende på etapen efter. Du skal altså lave en mindre cost-benefit-analyse før hver etape. 

Tourspillet

Et tænkt eksempel kunne være, at du efter en sprinteretape har Sam Bennett fra Deceuninck-Quick-Step på dit hold. Der kommer nu en kuperet mellemetape inden endnu en sprinteretape. Du har lidt fidus til, at Deceuninck-Quick-Step vil satse på Julian Alaphilippe på denne etape og kunne derfor godt tænke dig at skifte ham ind. Du vil dog gerne have Bennett tilbage på holdet til etapen efter. Et køb af først Alaphilippe og dernæst tilbagekøb af Sam Bennett koster ved spillets start 110.000 + 105.000. Dette giver dig en samlet udgift på 215.000. I et direkte bytte skal Alaphilippe altså give 215.000 mere i vækst end Bennett på pågældende etape (inkl. etapebonus) for, at du har foretaget et profitabelt bytte. Dette vil typisk kræve en 4. plads eller bedre (afhængig af, hvor mange bjerg- og spurtpoint, der er i spil på etapen), hvis Bennett samtidig ikke går i top 15, men ligeledes undgår et større tidstab. Du skal derfor nøje overveje dine transfers. Frem med lommeregneren og find din bedste spåkugle frem!

Sæt dig ind i reglerne

Reglerne til Tourspillet er forholdsvis enkle når du først har fået sat dig ind i dem. Men det kræver lige 20 minutter for førstegangsspillere. Det er uden tvivl umagen værd, da der skal tages mange valg undervejs. Det er vigtigt, at du er klar over alle de forskellige ekstra bonusser du kan opnå på en etape. Herunder både kaptajnbonus, sen ankomst, spurt- og bjergpoint, holdbonus (faldet fra 100.000 til 60.000 til ryttere på hold med etapevinderen i årets version) og selvfølgelig den samlede placering efter etapen. 

Som noget nyt indføres mest angrebsivrige rytter. Her tildeles etapens mest angrebsivrige rytter på etapen 50.000 i vækst, hvilket er en bonus til de managere, der godt kan lide at spille aggressivt. Derudover er der også indført 15.000 i vækst til rytteren i den hvide ungdomstrøje. Der er altså mange måder at skaffe vækst på foruden den enkelte etapeplacering.

Gå efter otte i top 15 på de oplagte etaper

I forlængelse af ovenstående råd vil jeg dog påpege, at det på forudsigelige etaper som oplagte sprinteretaper eller bjergetaper, hvor favoritterne tænkes at udkæmpe slaget om etapesejren, oftest kan betale sig at gå efter at ramme otte ryttere i top 15. 

Du modtager nemlig en stor bonus, hvis alle otte ryttere kommer i top 15 på etapen. Der er hele 400.000 i bonus for otte ryttere, 220.000 for syv ryttere og 120.000 for seks ryttere i top 15. Det kan derfor ofte betale sig at spille aggressivt med mange transfers, men pas på, at du ikke brænder nallerne på for mange lottokuponer.

Sats på bredden

På de fleste bjergetaper kan det oftest betale sig at lave et stærkt bredt hold frem for et hold bestående af de tre dyreste favoritter og fem af feltets billigste ryttere. Især på etaper, hvor du tror det bliver klassementfavoritterne, der skal slås om sejren kan det derfor anbefales at nøjes med én eller to af de absolutte klassementsfavoritter og kombinere dem med 6-7 middeldyre ryttere, som du føler har en rigtig god chance for at komme i top 15. 

Ved at satse på bredden har du muligheden for at ramme en overraskende etapevinder, få en stor etapebonus, samt undgå at løbe ind i de helt store lussinger som flere af de billigste ryttere sagtens kan risikere at give dig på en hård bjergetape (der er -3.000 for hvert hele minut rytteren kommer efter etapevinderen.)

Spil aldrig ud fra gårsdagens etape

Tour de France - Holdet.dk

En fejl som rigtig mange begår er at skifte gårsdagens etapevinder ind på holdet. Dette kan selvfølgelig I nogle tilfælde være en god idé, eks. hvis vi taler om en klassementskaptajn med momentum eller en suveræn sprinter. Men snakker vi om en lykkeridder, der vinder efter et længere udbrud, så skal du holde nallerne for dig selv. Vedkommende vil med stor sandsynlighed være godt stegt efter omtalte pragtpræstation, og vil oftest se frem til en hviledag på cyklen bagerst i feltet. Med andre ord. Man ser altså sjældent udbrudskandidater præstere stort to etaper i træk.

Du kan læse dine daglige ryttertips til Touren her.

Bjergkonkurrencen

At være indehaver af bjergtrøjen giver kun 25.000 i daglig vækst. Dette er selvfølgelig værd at tage med, men det er de bagvedliggende point, der gør bjergtrøje-aspiranterne interessante. På de største bjergetaper kan der være utrolig mange bjergpoint at hente. På 8. etape er der eks. to kategori 1 stigninger samt én stigning uden for kategori. Dette giver potentielt 40 bjergpoint, hvis en rytter skulle være så dygtig at komme først over alle tre bjergtoppe. 40 bjergpoint = 120.000 i vækst + eventuelt vækst for etapeplacering, hvis udbruddet skulle holde hjem. Man kan altså ramme jackpot ved at have aspiranter til bjergtrøjen på sit hold til etaper, hvor det er oplagt at gå på rov efter point til denne konkurrence og hvor de samtidig har en chance for at holde hjem.

Konservativt eller aggressivt?

Et af de sværeste elementer i cykelmanagerspil som Tourspillet er, at du skal finde den perfekte balance mellem lykkeriddere og sikre klassementsryttere. Jeg har personligt en del succeshistorier, hvor mit aggressive spil har hjulpet mig tage store hop frem i tabellen, men desværre endnu flere med det modsatte udfald. 

I Girospillet 2017 lå jeg kun nummer 12 før 17. etape. Jeg vidste, at jeg skulle satse lidt for at komme helt til tops. Jeg gik derfor med 8 udbrudskandidater samt førertrøjen Tom Dumoulin (ni ryttere på holdene dengang). Med en blanding af grundigt forarbejde og held lykkedes det mig at ramme 7 ud af 8 udbrudskandidater, der alle sluttede i top 10 på etapen. Dette medførte, at mit hold tog et enormt spring op i tabellen. Modsat har denne taktik kostet mig topplaceringer de seneste par år. Du bør derfor finde den gyldne middelvej. 

De fleste potentielle udbrudsetaper kan det bedst betale sig at beholde 3-5 ryttere fra toppen af klassementet og så vælge dine 3-5 foretrukne udbrudskandidater. Hvis det er udbrudsetaper, der slutter opad, kan det betale sig at have en større base af klassementsryttere. Dette skyldes, at det oftest kun er 1-4 ryttere, der krydser stregen foran feltet på denne etapetype. Dine klassementsryttere har altså god mulighed for at lave et godt resultat, selvom et udbrud skulle hold hjem.

Følg Det 3. Hjul Podcast på Facebook

Sidste og måske bedste råd må være at følge vores Facebookside “Det 3. Hjul”, hvor vi under hele Tour de France dagligt vil lægge et billede op af vores fælles bud på et hold til den kommende etape. Dette er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet. Vi er glade amatører, men forhåbentlig kan vores daglige hold være med til at inspirere dig til netop din perfekte holdsammensætning. Vi er ofte ret uenige om ryttervalg, og det bliver derfor en sjov og udfordrende øvelse for os at blive enige om otte ryttere på en daglig basis. Kommentarfeltet til hvert opslag er åbent for debat – måske er I uenige i de valg, vi har taget, eller også har du bare et spørgsmål til den kommende etape, som vi eller en følger af siden kan besvare. 

Det 3. Hjul ser frem til at dyste mod dig i vores gruppespil! Lad den bedste manager vinde!

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *