Super Manager deler vindertips

Den forsvarende mester i Super Manager – Søren Klemmensen – giver her sit bud på, hvad du skal være opmærksom på, når du skal sætte dit Super Managerhold til foråret 2019.

Endnu en Super Manager-sæson nærmer sig. Det er atter tid til, at du får skovlen under venner og familie, og at du for 117.gang viser, at du selvfølgelig har den største indsigt i den bedste danske fodboldrække. Vi ved godt, at du naturligvis har tjek på det hele. Men hvis du nu alligevel lige vil dobbelttjekke om du har husket alt, så har vi allieret os med efterårets vinder af spillet – Søren Klemmensen – for at være helt klar til Super Manager – Forår 2019.

Karantæner og skader

Vejen til sejr går udenom skader og karantæner. At holde styr på karantænerne er én ting, men det er væsentligt sværere at holde styr på skaderne. Prøv alligevel, for det er på denne måde, at du bedst undgår at bruge ”dumme penge” på dyre spillere som ikke spiller.

Eksempelvis er Brøndbys dyre angriber Kamil Wilchek (8 mio) og Allan Sousa (4,5 mio) fra Vejle begge ude af forårspremieren med karantæne. FC Københavns Victor Fischer (8,5 mio) er på nuværende tidspunkt skadet.

Få handler

Det europæiske transfervindue har åbent lidt endnu, men når dette lukker, er det slut med handler i Europa. Samme begrænsning gælder heldigvis ikke for Holdets Super-managere, som kan handle i alle forårets 16 runder. Den forsvarende vinder, Søren, maner dog til besindighed. Hold på dine spillere, og undgå for mange handler, også selvom spillerne møder hinanden indbyrdes, lyder rådet.  Søren forsøger altid, at kigge 5-6-runder frem, når han sætter sit hold.

Læs mere om hvordan kun få handler sikrede den trofaste AFG-fan Søren Klemmensen sejren i Super Manager – Efterår 2018.

Billigt forsvar = dyrt angreb

Når pengene skal fordeles, gælder det ifølge AGF fanen, Søren Klemmensen, om at være mådeholden i forsvaret, og gemme pengene til de offensive positioner. Dame N’Doye, Robert Skov og Paul Onuachu er oplagte valg til en dyr offensiv, mens der er i forsvaret bør overvejes spillere i prislejet 2-3 mio.

3-4-3-formationen

Søren Klemensen vinder af Super Manager

Spillet vindes på den gode offensiv. Derfor skal formationen være så offensiv som mulig, ifølge Søren Klemmensen. Her er 3-4-3-formationen den, som giver mulighed for flest offensive spillere. Hvis man oven i dette kan finde spillere til forsvaret, som spiller ”ude af position”, så har man lige pludselig rigtig mange offensive spillere, som kan lave gode point.

Rasmus Thellufsen er et godt eksempel på en spiller, der spiller ”ude af position”. I Super Manager er han forsvarsspiller, mens han hos AaB han primært er blevet brugt på midtbanen i denne sæson. Prisskiltet på fem millioner kan dog blive en hindring, påpeger Søren.

Du kan få flere konkrette spillertips i Medianos optaktspodcast til Super Manager.

Hold øje med træningskampene

Det er endnu forbundet med stor usikkerhed, at forudsige hvilke spillere der starter inde i den første runde, men det har Søren heldigvis råd for. For det første kan man i de kommende dage undersøge, hvilke startopstillinger klubberne stiller med i de sidste træningskampe inden forårssæsonen begynder. Disse vil ofte læne sig op ad den opstilling klubberne stiller med i første runde af forårssæsonen.

Derudover kan man vente med de sidste ændringer til startopstillingerne til forårspremieren mellem AGF-Esbjerg er offentliggjort. Her bliver det eksempelvis interessant at se, om David Nielsen starter med Oscar Whalley eller Kamil Grabara på mål.

Med disse råd er du godt klædt på til den nye Super Manager-sæson, som begynder den 8.februar.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *