Trods Liverpool-sats i finalen: Sådan vandt Aakær Champions Manager 21-22

At vinde Champions Manager 21/22 er af gode grunde ikke alle forundt – men Kristian Aakær gjorde det! Læs vores vinderinterview med den 44-årige, managerglade speciallærer, og bliv klogere på, hvordan sådan en succes føles undervejs og ved vejs ende.

Kristian Aakær vandt Champions Manager 21/22

Managerglad speciallærer

Hvad er dit fulde navn?

Kristian Aakær

Hvor gammel er du?

44 år

Hvad laver du til hverdag?

Jeg er uddannet lærer og underviser på en specialskole for børn med autisme.

Vild med fodbold – og cykelsport

Hvad er dit forhold til fodbold og Champions League?

Jeg nyder at se en god fodboldkamp, og den bedste bold ses i Champions League. Jeg interesserer mig dog mere for cykelsport og vil til enhver tid hellere se en god tour-etape end en god fodboldkamp.

Hvad er dit forhold til holdet.dk og managerspil?

Jeg har været medlem på holdet.dk siden 2010. De første mange år havde jeg kun et hold med i Superligaen. Holdet blev gerne sat ud fra trendlisten, hvilket medførte, at mit hold altid blev utrolig dårligt placeret.

På min arbejdsplads er der en tradition for at spille håndboldmanager. Vi har en fællespulje med cirka 20 deltagere. Jeg ser normalt ikke håndbold, men for ikke at falde helt igennem forsøgte jeg i 2019 at lave lidt research op til slutrunden. Jeg læste artikler, lyttede til podcasts og tjekkede statistikker fra de allerede spillede venskabskampe. Det endte med, at jeg lå nummer 1 i hele spillet efter 6 runder og sluttede på en – i min optik – flot 21. plads. Derfra er interessen taget til, og nu deltager jeg i alle managerspil på holdet.dk med undtagelse af golf og kvindehåndbold.

Glæden ved at vinde

Hvordan var det at vinde Champions Manager 21/22?

Sejren i dette års Champions Manager var en super fed oplevelse. Der er noget uroligt tilfredsstillende over at indsamle information, træffe valg ud fra den og til sidst se det manifestere sig i en god runde for ens hold, eller som i dette tilfælde, en samlet sejr. Det kan til gengæld også være top frustrerende, hvis alle ens hold har en dårlig weekend.

Hvilke følelser gik gennem dig, da sejren var i hus?

Jeg var utrolig lettet og glad, da sejren var i hus. Jeg lå nummer nummer 1 fra runde 11, så det var nervepirrende, om der ville komme nogen fra baghjul og overhale mig.

Hvornår gik det op for dig, at du ville vinde?

Da finalen blev fløjtet i gang, var jeg cirka 400 tusind foran mine nærmeste konkurrenter, så jeg havde en god fornemmelse fra første fløjt.

Hvorfor vandt Kristian?

Hvorfor var det lige dig, der vandt?

Heldet var med mig denne gang.

Jeg havde fire hold med i spillet. På det hold, der vandt, var tanken at have de to spillere, Haaland og Lewandowski, som jeg troede, ville vækste mest i hele spillet. Til at supplere dem købte jeg Haller til angrebet samt Reus og Berghuis til midtbanen. Forsvar og målmand bestod primært af billige spillere fra Benfica. Strategien for de første 8 runder var, i forhold til målmand og forsvar, kun at købe billige spillere fra svage favoritter, hvor jeg kunne se startopstillingen. Formålet var at spare penge til offensiven og undgå spillere, der gav minus 5 tusind, pga et pludseligt opstået coronaudbrud i truppen. Første runde ender med, at Haller laver 4 mål, Lewandowski 2 mål, Haaland 1 mål, Berghuis 1 mål – og jeg ligger samlet nummer 24.

Haaland bliver desværre skadet inden runde 2, og jeg bytter ham ud. I stedet køber jeg Benzema og Nkunku. Kernen på holdet består altså fra runde 2 til 5 af Lewandowski, Haller, Benzema, Reus, Berghuis og Nkunku – og ved slutningen af runde 5 er jeg kravlet op som nummer 13.

Målmandsfinten kom i spil for Aakær, som også lader sig inspirere af Klubhusets tips og tricks.

Før starten af runde 6 bytter jeg Benzema ud med Mbappe, og det skulle vise sig at være et klogt valg. Han laver 4 mål i 3 kampe, og efter runde 8 ligger jeg nummer 3. I runde 8 laver jeg også den famøse “målmandsfinte”, hvor jeg køber spillets billigste målmand, der ikke spiller. Dette gør jeg for at spare penge til offensiven.

Inden kvartfinalerne beslutter jeg mig for at gå all-in på Liverpool og Manchester City. Jeg køber 5 spillere fra Liverpool, 3 fra City og beholder Lewandowski. Jeg har en fin runde 9 og bibeholder min 3. plads.

Til runde 10 skifter jeg ikke ud. Min runde er tilforladelig, og jeg kommer op på den samlede 2. plads.

Runde 11 er min første runde i hele spillet uden Lewandowski. I stedet køber jeg flere spillere fra Liverpool, så jeg nu har 7 fra Liverpool og 3 fra City. Mané og Bernardo Silva er gode ved mig, og efter runden kan jeg endelig indtage den samlede 1. plads.

Villareal kom grus i maskinen for den rutinerede manager, men et flot Liverpool-comeback i semifinalen gav fornyet håb.

Jeg skifter heller ikke ud til runde 12, som ender med at blive noget af en rutsjebanetur. Villareal kommer foran 2-0 mod Liverpool, og jeg dumper ned på en 8. plads. I vrede slukker jeg for fjernsynet og får proklameret, at “der røg den 1. plads”. Hvad jeg ikke får set er, at Mané, Diaz og Fabinho får scoret for Liverpool i 2. halvleg. Jeg beholder min 1. plads, og håbet om en samlet sejr lever stadig.

Runde 13 er der ikke så meget at fortælle om. Mit hold består af Liverpools startende 10’er. De taber 1-0 og mit hold får en samlet vækst på minus 170 tusind. Det er heldigvis nok til en samlet sejr.

Har du fået fejret sejren?

Nej, ikke endnu.

Hvad er din oplevelse af spillet?

Det har selvfølgelig været en super god oplevelse.

Hvorfor bør andre gøre lige som dig og spille med?

Fordi det er helt vildt sjovt. Men man skal passe på, for det er vanedannende 🙂

Har du selv lyst til at prøve kræfter med managerspil? Så kan du hoppe ind på holdet.dk for at tilmelde dig.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *