VM Håndbold Manager 2023: Pytlick og Gidsel med pointrig slutrunde

Mathias Gidsel og Simon Pytlick lagde sig i spidsen på pointtavlen og på popularitetsskalaen i VM Håndbold Manager 2023. Se, hvem der ellers skød sig til tops i managerspillet – og hvordan de to unge, danske håb oplevede VM-slutrunden.

Fremtidens folk

Simon Pytlick og Mathias Gidsel. Navnene på de to spillere, der endte som de mest populære valg i VM Håndbold Manager 2023, og de to spillere, der endte som de mest vækstende spillere i managerregi.

Du har garanteret hørt navnene før, og du kommer garanteret til at høre dem igen. Med sine hhv. 22 og 23 år er fremtiden lys for de to bagspillere og det danske herrelandshold i håndbold, som netop har vundet verdensmesterskaberne for tredje gang i streg – som den første nation nogensinde.

Ikke nok med en stor vækst, en høj popularitetsrate, en ung alder og en VM-guldmedalje, så endte de to kammerater også på VM’s officielle all star-hold. Simon Pytlick med kåringen som turneringens bedste venstreback og Mathias Gidsel med kåringen som den mest værdifulde spiller (MVP) og topscorer under turneringen.

Imponerende vækst fra VM’s MVP

Gennem ni spillerunder er de to knægte de profiler, der er vækstet mest i Holdet.dks VM Håndbold Manager 2023.

Fejring på rådhuset. Foto: Ida Hummeluhr

Højrebacken Mathias Gidsel, der til dagligt spiller i tyske Füchse Berlin, fik en stor portion spilletid, og det kan ses på væksten, som blev den højeste i managerspillet overhovedet.

2.922.000 kroner er den tidligere GOG-profil vokset med – og den belastning og spilletid, som det i den forbindelse har kostet, kan da også mærkes.

“Det har været en vild måned – meget hård både fysisk og mentalt. Mange mennesker havde en masse forventninger til os som hold, og vi formåede til sidst at klare den. Men det har været en hård måned,” siger Gidsel til den fremmødte presse på Københavns Rådhus, da landsholdet mandag blev fejret efter deres hjemkomst fra Stockholm.

Med titlen som den mest værdifulde spiller (MVP) og topscorer under VM, er det oplagt at høre Gidsel om, hvorvidt det betyder noget for ham.

“Det betyder mest for mig, at jeg har kunne bidrage til holdet gennem den seneste måned – og ikke, at jeg blev MVP og topscorer,” pointerer højrebacken.

Med 60 mål og en stor mængde spilletid kom der mange point på kontoen til de managerspillere, der havde valgt Gidsel – og det var ikke så få. Hele 68,5% havde nemlig den 23-årige stjerneback på sit hold i den sidste spillerunde, hvor Gidsel og co. vandt finalen over franskmændende.

Dermed kan Gidsel – foruden verdensmester – også kan sig den mest populære spiller ved VM Håndbold Manager 2023.

Debutant med dynamitmotor og mål i baghånden

For Simon Pytlick var det en ekstra speciel oplevelse at være med til VM. Ikke nok med, at han vandt guldet med Danmark og blev kåret til turneringens bedste venstreback, så var det også den unge GOG-profils første slutrunde. En slutrunde, der for Pytlick endte med en kæmpe rolle og en stor vækst i VM Håndbold Manager 2023.

Festen fortsatte på Rådhuspladsen. Foto: Ida Hummeluhr

Den danske publikumsfavorit vækstede alt i alt med 2.364.000 kroner gennem de 9 spillerunder. Dermed lægger han sig ind på andenpladsen over de spillere, der har vækstet mest – lige bagved Gidsel.

Set fra Pytlicks perspektiv er det da også stort at være medvirkende til denne succeshistorie.

“Åh, det var dejligt. Det er bare dejligt at få det her VM-guld med hjem. Det er det, vi har kæmpet for. Jeg er stolt af at være en del af det her hold, og stolt af at være en del af den her rejse, vi har været på. Jeg er bare rigtig glad,” siger fynboen.

Det var de færreste, der havde tænkt, at slutrundedebutanten skulle ind og have en stor rolle. Men det skulle han altså. Selv havde han ikke troet på det.

“Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det er altid dejligt at kunne bidrage med et eller andet. At det så bliver den her store rolle, er jeg glad for,” siger Pytlick.

Top 10 spillere til VM Håndbold Manager 2023

Lauge fra baghjul

Simon Pytlick fik blandt andet sin store rolle gennem VM, da den rutinerede playmaker Rasmus Lauge døjede med en skade. Altså lige indtil finalen, hvor han bragede igennem og lavede 10 mål på 11 forsøg. En målscorer, der i den grad servicerede de 1,2% managerspillere, der havde været så modige at have Lauge på holdet.

Med en vækst på hele 470.000 i sidste runde blev Lauge den spiller, der havde den største vækst i runde 9 – en præstation, som Pytlick lagde mærke til.

“Lauge viser i dag, hvad han er lavet af. Han kommer ind i dag og viser, hvad han kan. Det er for mig virkelig imponerende, at han kan være skadet en hel slutrunde, og så komme ind på den her måde. Det har jeg stor respekt for,” siger Pytlick roligt til holdet.dk ovenpå den vigtige finale.

Mon ikke der var nogle satsende managerspillere, der var glade for den indsats fra Lauge?

Managerspillets all-time hold

Det kommer nok ikke som et chok for mange, at de danske spillere i høj grad dominerer på toplisten over de spillere, der har høstet flest point til sig gennem VM Håndbold Manager 2023. Fire spillere kom således også på det “bedst vækstende hold”.

Bedste hold til VM Håndbold Manager 2023.

På top-10 over mest vækstede af alle spillere findes de fire danske spillere også. Se den fulde top-10-liste her:

  1. Mathias Gidsel (DK) – 2.922.000 kr. vækst
  2. Simon Pytlick (DK) – 2.364.000 kr. vækst
  3. Mikkel Hansen (DK) – 2.276.000 kr. vækst
  4. Juri Knorr (Tyskland) – 2.263.000 kr. vækst
  5. Alex Dujshebaev (Spanien) – 2.247.000 kr. vækst
  6. Eric Johansson (Sverige) – 2.117.000 kr. vækst
  7. Kay Smits (Holland) – 2.004.000 kr. vækst
  8. Nedim Remili (Frankrig) – 1.895.000 kr. vækst
  9. Niklas Landin Jacobsen (DK) – 1.735.000 kr. vækst
  10. Kentin Mahé (Frankrig) – 1.703.000 kr. vækst

Få det fulde overblik over statistikkerne fra VM Håndbold Manager 2023 her.

Del med dine venner - det giver god manager-karma
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *